Skriv en kommentar
Har biografpublikummet tabt koncentrationsevnen? Er vores kollektive virkelighed blevet så inficeret af sociale medier, at vi er blevet afhængige af de moderne mediers frenetiske tempo og ikke længere kan dvæle i vore oplevelser? Det lader til at være tidens tese blandt visse amerikanske filmproducenter. Film skal dynges til i plot, sidehistorier, forhistorier og anekdoter i et forsøg på at fastholde publikums flakkende opmærksomhed. Skurkene skal karikeres ud i det absurde og truslen skal være global før det fænger. Hvis ikke selve menneskets eksistens er i fare, så er det simpelthen ikke spændende.
Det er en ærgerlig tendens, der skaber overfladiske, overkomplicerede og forhastede film med fokus på forvirrende action og konstante forviklinger, der tilsidesætter umoderne begreber som spændingsopbygning, reel karakterudvikling og muligheden for følelsesmæssigt engagement.
Neil Marshalls ’Hellboy’ er ufatteligt moderne. Det er en tegneseriefilmatisering. Det er en opdatering af en allerede succesfuld franchise. Det er en mere ”dyster” udgave af en tidligere film. Ja, den er ligefrem så farlig, at den er blevet forbudt for børn og har opnået den omtaleskabende og vældig moderne R-rating i det amerikanske. Men er det en god film? Nej.
’Hellboy’ ér en tegneseriefilmatisering og som sådan må den godt være for meget. Men det her er alt for meget. Det centrale plot omhandler djævlepanseren Hellboy, der bliver hvirvlet ind i en ældgammel historie involverende Kong Arthur, Merlin, en ond heks, pesten der ramte Europa og et overordentligt computeranimeret vildsvinemonster. Men dét er slet ikke nok! Oven i hatten skal vi også have Hellboys baggrundshistorie, en lille sidehistorie om vampyrer, lidt om britiske kæmper, flere hekse, et vandrende hus, onde feer, spøgelser, en varulve-jaguar-mand, dommedag og saftsusemig om ikke vi også lige skal have lidt nazister med som krymmel på toppen. Orv ja, og så skal vi også lige have vildsvinemonsterets historie med for god ordens skyld.
Det er rodet, det er overvældende, det er unødvendigt kompliceret og det er aldrig hverken rørende, engagerende eller spændende. Læg dertil at David Harbours præstation i titelrollen er fuldstændig tømt for den smule karisma Ron Perlman trods alt kunne mønstre under Guillermo Del Toros mere kompetente instruktion. Det samme gælder resten af holdet, hvor især Milla Jovovich er imponerende ligegyldig som filmens centrale skurk. Det er simpelthen for meget af det gode, og resultatet er en fortravlet, uspændende film med meget få lyspunkter.
Filmens eneste force ligger også i dens primære salgspunkt. Nemlig at der i modsætning til Del Toros femten år gamle filmatisering ikke er skruet ned for tegneseriens voldsomme blodsudgydelser og profane sprog. Hellboy og kammerater bander og svovler mens blodet sprøjter og det er svært ikke at grine med fra tid til anden. For det er sgu befriende, når horror-veteranen Marshall giver los. Særligt et par scener i sidste akt er fyldt med fantasifulde blodsudgydelser lavet på et budget, vi sjældent får lov at se. Det er bare ikke nok til at redde en film, der i sidste ende er noget djævelsk ufokuseret rod.
