Skriv en kommentar
Spike Jonzes nye film Hende prøver ikke at gøre sig klog på hvilken retning teknologien fører os hen, hvilke konsekvenser den har eller hvordan den bør bruges.
Efter filmen rumsterer disse spørgsmål alligevel i bevidstheden som små pingpong-bolde, der hopper fra den ene væg til den anden uden rigtigt at komme nogen vegne. Det er med et tungt men oplyst hjerte, at man forlader biografsalen - delvist forelsket, delvis ulykkelig, men med et helt nyt syn på verden.
Teknologien i vores DNA
I Hende bliver den menneskelige seksualitet udforsket i en nær fremtid, hvor teknologi er blevet en så substantiel del af hverdagen, at den om muligt er blevet til en del af en selv – en del af vores DNA.
Det er ved et tilfælde, at den nyligt fraskilte skribent Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) køber styringssystemet OS1, der efter sigende skulle være et intelligent system, der udvikler sig med tiden ligesom et rigtigt menneske. Theodore er skeptisk, men efter et par opklarende ødipale spørgsmål fra computeren lyder en kvindestemme: ”Hello, I’m here”.
Theodores styringssystem vælger navnet Samantha (Scarlett Johansson), og hun bliver mere og mere interesseret i verden, om hvordan menneskekroppen føles og om hvad det vil sige at have menneskelige relationer.
How do you share a life with somebody?
Det er en befriende flod af tanker, der flyder gennem filmen. Der sættes spørgsmålstegn ved mange af de facetter af livet, som vi moderne travle mennesker tager for givet, eller simpelthen ikke giver os selv tid til at tænke over.
Samantha fungerer som et intelligent spædbarn, der opfatter alting for første gang, men som kan kommunikere samtidig. Det er et interessant tankeeksperiment Jonze stiller op og det fungerer.
Tilsat tankefloden blændes man af smukke landskaber og udsigter, der på lærredet vil tage pusten af enhver. Arcade Fire har skrevet et fænomenalt score, der især komplimenterer de øjeblikke, hvor der fokuseres på støv i luften eller solskinnet mellem skyskraberne.
En verden af bobler
Det er svært helt at vurdere samspillet mellem Joaquin Phoenix og Scarlett Johansson, da sidstnævnte aldrig rigtigt bliver visuelt realiseret. Til gengæld er Phoenix betagende som den ulykkelige, konfliktsky mand, der gemmer sig i sin bemærkelsesværdige tomme lejlighed i endnu en skyskraber i den Los Angeles-lignende by.
Det er dog endnu sværere at forestille sig at man i en fremtid, hvor teknologi har tilsidesat menneskelige sociale forhold, stadig vil kunne finde relationer som venskabet mellem Theodore og hans bedste veninde Amy (Amy Adams).
Lige præcis dette sociale aspekt vælger man dog som tilskuer let at skøjte hen over, da man føler sig mere end tryg i samspillet mellem Phoenix og Adams; det giver en fornyet håb om, at disse venskaber stadig vil kunne besejre teknologifikseringen.
Hende er så uendelig fin, følsom, funderet, fantastisk og faktuel.
Filmen handler om at være åben over for sin seksualitet, om at elske ubetinget og om ikke kun at leve i en strømforsynet boble. Jonze giver ikke et understreget svar på nogle af de spørgsmål, man sidder tilbage med, men viser en problemstilling, der er inden for vores rækkevidde. Filmen viser et format, der langt overskrider filmhåndværkets begrænsninger og tilskuerens forventninger.
