Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I franske Claire Denis´ første engelsksprogede film følger vi i lang tid astronauten Montes (Robert Pattison) ensomme vedligeholdelse af rumfartøjet – samtidig med at han passer et spædbarn. Den variant af en science fiction, at passe et spædbarn i rummet gør umiddelbart historien interessant. Hvorfor et spædbarn i rummet – hvordan kom det til verden, i rummet? Lige inden titelteksten iklæder Monte en hel række livløse skikkelser rumdragt inden han skubber dem en efter en ud i det tomme rum. De står lodret i rummet, langsomt svævende væk fra rumskibet. Billedet er betagende og frygteligt.
Der er nu lagt op til en fortælling om hvordan Monte blev ensom tilbage på fartøjet med et spædbarn. Og Denis fortæller forhistorien samtidig med at Monte passer barnet og fartøjet – til sidst er barnet stort. Og så følger en åben slutning det ifølge undertegnede er svært at tolke positivt – men entydig er den bestemt ikke.
Instruktøren skildrer køn og sexualitet destruktivt, før eller siden slår volden igennem. Uden at røbe slagets gang står det hurtigt klart i filmen, at besætningen er livstidsfanger der er sendt afsted på håbløs mission uden lovning på at vende tilbage. Undertrykte drifter spiller hovedrollen for den dødsdømte besætning. Trykket lettes i besætningens frie adgang til et rum med passende aggregater. Men intet sexuelt samkvem mellem besætningsmedlemmerne tillades. De håndhæver selv strengt forbuddet og understøttes af den mystiske læge om bord, Dibs (Juliette Binoche) der også høster sæd hos de mandlige besætningsmedlemmer til sine eksperimenter.
Når lægen høster sæd for bevidsthedsudvidende piller eller når hun folder sig ud med sexaggregatmaskinen, og når besætningen ånder fred i det lille stykke natur hvor der dyrkes jordbær mm, så er vi faretruende tæt på konventionel, kulørt tegneserieunivers. Heldigvis redder billederne der foldes ud i langsomme sekvenser ved fotografen Yorick Le Saux filmen, og det samme gør skuespillerne Robert Pattison og Juliette Binoche.
Instruktøren har selv udtalt at hun egentlig ikke ser filmen som en science fiction. Meget vel, det er da også kønnenes og sexualitetens kamp der udspilles med rumskibet som kulisse. Men er det ikke ofte sådan, at de bedste science fictions dybest set handler om at være menneske! Og rumskibet er det ikke svært at se som en civilisations undergang med den avancerede, umenneskelige teknologi der fører en steder hen man ingen anelse har om. Teknologien som billede på umenneskelige mellemmenneskelige relationer og vores umulige forhold til naturen. Det er bl.a. sådanne temaer science fiction kan gennemspille om nogen genre. Så jo, ”High Life” er en science fiction.
Når stilheden igen breder sig i fartøjet i rummet bliver forholdet mellem en far og hans datter tilbage. Den handlekraftige far, den kloge datter. Moderen er der ikke og var der måske aldrig. Vi har i skildring efter skildring set, hvordan det er faderen der ikke er der, ham der svigter familien. Her er det omvendt. Det er faderen og datteren der tager beslutninger for fremtiden i filmens mystiske slutning. Er det også Claire Denis´ vision?
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
