Skriv en kommentar
Vores viden om livet i Hitlers førerbunker og specielt om de sidste desperate dage dér skyldes i høj grad, at Hitlers sekretær Traudl Junge skrev sine oplevelser ned lige efter krigen. Der skulle gå mange år, før hun stillede op foran et kamera og fortalte den samme historie – men det skete i 2001-02, da hun var i begyndelsen af 80-erne. Det blev til dokumentarfilmen Im Toten Winkel –Hitlers Sekretärin. Filmen havde premiere ved Berlin Festivalen i 2002, hvor den vandt publikumsprisen. To dage efter premieren døde Traudl Junge.
Filmen slutter med en tekst der fortæller, at Traudl Junge i telefonen lige efter premieren sagde til filmens instruktør: ”Nu tror jeg, at jeg begynder at kunne tilgive mig selv”. Den personlige, selvransagende udtalelse ligger helt i forlængelse af Traudls nu berømte, pga. storfilmen ”Der Untergang” (Oliver Hirscbiegel, 2005), udtalelser om, at hun faktisk kunne havde valgt anderledes, at alder, at hendes unge alder til trods kunne have sagt nej til at blive Hitlers sekretær. Det var det Sophie Scholl gjorde på sin måde.
Ikke desto mindre udgør filmen ikke en selvransagende beretning, tværtimod er det tydeligt for tilskueren, at Junges projekt er at fortælle, hvad der skete omkring Hitler fra 1942 til 1945. Beretningen fremtræder ikke dybt personlig. Og dog er Junge en fremragende fortæller der husker meget, og meget detaljeret – og den vej rundt viser der sig en intelligent personlighed gjort af lige dele blufærdighed og stædig insisteren på at få stemme.
En gang imellem klippes til Junge foran et TV-apparat som tilskuer til sin egen beretning. Ansigtet er koncentreret, imens hun nærmest memorerer ordene, hun har fortalt og nu hører. På den måde får Traudl Junge mulighed for at tilføje, det hun glemte at fortælle – og vi får mulighed for at opleve et menneske for hvem, det er ekstremt vigtigt at få fortalt historien, førend det er for sent.
Denne dobbelthedseffekt holdes dog i ave af de to instruktører André Heller og Othmar Schmiderer, og udelades helt, da vi kommer frem til de sidste hektiske dage i førerbunkeren. Ja, i det hele taget er fortællestilen meget enkel. Imens der i filmens første del klippes skarpt omkring Junges gode iagttagelser, klippes der, som filmen skrider frem, mere og mere disket, dvs. hun får lov at tale ud. Junges fortælling om Hitlers sidste timer er en ren tour-de-force, som meget passende afsluttes med ordene: ”Og nu må jeg have en pause”. Ikke én gang i filmen klippes der væk fra Traudl Junges person – filmen har ingen original-optagelser fra krigens tid, ingen ungdomsbilleder af hovedpersonen, ingen rekonstruktioner, ingen kommentarer fra andre fx historikere oa. etc. Kun nogle indledende fortekster og afsluttende bagtekster – hvidt på sort. Dette er Traudl Junges film – eller er det? Ti timers film blev det til – den færdige er klippet ned til 97 minutter. Man undgår ikke at tænke over, hvad hun ellers sagde, hvordan hun ellers fremtrådte.
Under alle omstændigheder er ”Hitlers sekretær” en fremragende dokumentarfilm der altid vil have en helt særlig status, simpelthen fordi Hitlers sekretær var så fremragende en iagttager – og fortæller.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Criterion Film.
