Skriv en kommentar
Fortællingen er hentet fra Halldór Laxness (nobelpristager), og foregår i et lilleput samfund i slutningen af det nittende århundrede, hvor landsbyen med ti femten huse, har en velhaver familie boende, og alle synes at arbejde for den. De to døtre Thurid (Tinna Gunnlaugsdóttir) og Rannveig (Ragnhildur Gísladóttir) lever i dette ærefulde og anstandsmæssige liv. Faren (Rúrik Haraldsson) er præst men også ejer af et handelshus, og Thurids mand Bjørn (Egill Ólafsson) er med til at varetage familievirksomheden. Rannveig er filmens kernepunkt, idet hun er den mest attraktive af de to søstre, har hun nu også i en alder af tredive afslået flere frierier. Desuden vil hun påtage sig at begynde at arbejde, med håndarbejde, hvilket er fuldstændig uhørt i dette lag af samfundet. Mændene har ikke meget at skulle have sagt i disse sager (heller ikke i disse sager). Rannveig står stædigt fast ved sin beslutning, og får startet sin egen håndarbejdeskole. Men det er som om at der er mere der driver hende, at filmen føler sig bedre værd end resten af byen. Selvom det ikke altid fremgår så tydeligt. Familien er meget ivrig efter at få hende gift, specielt med de agtværdige ungmænd i Reykjavik, men Rannveig beslutter sig til at tage til København i stedet, hvilket på disse tider, ikke var helt ufarligt, rent transport mæssigt. Familien har venner der, familien Kristensen, hvor Fru Kristensen (Ghita Nørby) noget køligt modtager den unge Rannveig. Helt anderledes byder Viggo Kristensen (Björn Floberg) hende velkommen, som han også engang bød hendes søster Thurid velkommen. Han lever det udsvævende liv, som skuespiller og græsenkemand. Rannveig har svært ved at stå for Viggos fristelser, og det uundgåelige sker. Rannveig tager tilbage til Island, til landsbyen, flere måneder henne. Hustes ære står nu til forfald.
Hustes Ære er flot filmet og fortalt i et rolig tempo, næsten bygget op som et teaterstykke, hvor moderen spillet af Agneta Ekmanner har monologer som talt ud til publikum. Skuespillet virker også lidt teatralsk til tider. Filmen har nogle interessante øjeblikke, hvor handlingen får et vendepunkt. Ragnhildur Gísladóttir der spiller Rannveig, fanger dog ikke nok i hovedrollen, medens Viggo og Fru Kristensen har mere bid i deres små biroller. Filmen blev kåret som den bedste islandske film i 1999. Filmen virker stærkt præget af det islandske islæt, hvilket gør filmen interessant, og lad os endelig få flere af den slags eksotiske tilbud til de danske biografer.
