Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvor er det herligt når originalitet og opfindsomhed brager igennem. Hvor er det befriende at se en film som på ingen måder minder om noget man tidligere har set. Hvor glædes man over at befolkningen skælver over mage til morbid og kontroversiel filmkunst. Og hvor er man trist, når idéen var så meget bedre end et ynkeligt resultat.
Man skal kunne tåle sarkasme og satire på et højt plan, for at turde gå i krig med Hvordan Vi Slipper Af Med De Andre. Anders Rønnow Klarlunds bidrag til debatten om et skævvredet samfund, som trænger til en udrensning, så alt kan blive godt (læs: strømlinet). Et tigerspring fra hans forrige film, den roste dukke-film Strings – til en film som sjovt nok ikke har fået den store opmærksomhed trods det faktum at den burde have skabt et væsentligt større røre omkring sit omdrejningspunkt.
Tanken om at lade en lov om en slags etnisk udrensning blandt de, som ikke i positiv forstand har bidraget til vores samfund, er genial. Desværre kommer filmen til at fremstå som noget af det mest uforløste stykke strimmel længe, i forhold til sit ellers kæmpe potentiale. Søren Pilmark (Blinkende Lygter, Lotto, Kongekabale) spiller major Christian Andersen, som leder den indfangelse af bistandsklienter, drankere og svindlere (over en kam, blot kaldet nasserøve og sociale tabere), som på det nærmeste fængsles på omkringliggende skoler. Her må den skrantende del af befolkningen afvente at komme til et forhør, som skal danne grundlag for deres videre skæbne. Som en slags censor finder vi Folke (Søren Fauli – manden bag et hav af tv-reklamer og hjernen bag Grev Axel og Polle Fiction). De to udgør et noget broget makkerpar i afhøringen af de indfangede samfundsbelastninger. Den første som ryger til kærlig samtale er en kunstekvilibrist ved navn Ole (Tommy Kenter –bl.a. Fukssvansen, Anja Og Viktor 4 – og den elskelige Sigurd Kæphøj fra Ude På Noget). Han har formøblet en masse legat-penge, er røget på flasken og er indirekte skyld i at en lille pige er blevet blind. Sagen er klar – ikke meget samfundstjenstligt over Ole, så han ender med en kugle i nakken, leveret af den barske major Andersen.
I skolens gymnastiksal sidder en række folk, som bliver vores små helte. Der er bl.a. søskendeparret John og Nancy fra Døllefjelde (Lene Poulsen – En Store Familie, Teatret Ved Ringvejen og Poul Glargaard – Jul I Gammelby, Walter Og Carlo og Olsen-Banden), som nu driver Topless-luderbaren i København. Der er rockeren China (Rasmus Botoft – Ørnen, Brødre), den gamle kone med hofteskred (Lene Tiemroth – Kunsten At Græde I Kor, Italiensk for Begyndere, Den Gode Strømer) og luderen Belinda/Sidse (ja, hun skjuler en hemmelig identitet), spillet af Louise Mieritz (Den Store Dag, Anklaget, Direktøren For Det Hele). De afventer i desperation deres skæbne, og hvad der starter som en råben og en skrigen for at hutte sit eget skind, ender som en samlet enhed der drager den ultimative konsekvens.
Herfra er det umuligt at afsløre mere omkring handlingen og dens sammenhæng, uden at ødelægge oplevelsen. Alene filmens belæg, bør kvitteres med hele 2 stjerner – for her et tale en en regulær genistreg. Dog har jeg så overordentligt svært ved at komme med mange flere rosende ord. Samhørigheden bliver udvandet, og gnisten forsvinder efter den første halve time. Dialogen er ligeså dilettant-agtig som i en film som Ambulancen (så er det parameter som måler skrækeksempel), og figurerne overreagerer og kører fordommene helt ud, ja, faktisk for langt ud. Sikkert med vilje, for at understrege absurditeten – men resultatet er blot et urimeligt utroværdigt persongalleri – omend selve miljøet er absurd i sig selv. Specielt Louise Mieritz' rolle fungerer slet ikke. Hendes sprogbrug og ude af proportioner og gestikulationerne er pinlige. I længden bliver man også ganske træt at af se og høre på Rasmus Botoft, som er farlig som en nyfødt. De opildnende øjne og såkaldte trusler, virker slet ikke. Selv om de to så at sige har fuld spilletid, så skal jeg da love for at Tommy Kenter på blot et kvarter har overmatchet dem. Søren Pilmark gør som han plejer, hård og kontant – og det ved vi han mestrer, som intet nyt her. Søren Fauli tuder sig gennem filmen, og det er ikke komik, på trods af at det skulle forestille netop det.
Nej, i sidste ende er det idéen som er det fremragende, men hvor er det en skam at kamerahåndteringen, replikkerne og under-huden-balancen svigter. Resultatet er middelmådigt og hurtigt glemt igen.
I bi-roller ses i øvrigt Kirsten Peüliche, Jesper Langberg, Claus Bue og den tidligere danske mester i hammerkast Jan Bielecki.
Ekstra materiale er der en smule af. Du kan da lære teksten til How To Get Rid Of The Others, hvis det er det du har lyst til. Eller lytte til Klarlund og Faulis mundævl som kommentatorspor... Men der er ikke rigtig noget at hente.
Jeg er flink, og giver 3 stjerner...
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
