Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indsatsen mod Taleban i Afghanistan har med tiden sat sig i vores bevidsthed som en krig, der ikke synes at kunne få en sejrrig afslutning – uanset hvordan vestlige landes styrker sætter ind og uanset hvordan og hvor meget styrkerne forsøger at knytte an til afghanske befolknings håb og drømme. Denne følelse sætter sig spor i musik, bøger og naturligvis også i film.
Det er hverdag, soldaterne står i kø til maden, ringer via satellit hjem koner og kærester, taler om indsatsen, hvem man kan stole på blandt lokalbefolkningen, hvis overhovedet nogen … osv. I felten uskadeliggør snigskytten Ryan Sanders en person, der er i færd med at plante vejsidebomber og tilbage på basen beretter efterretningsofficeren Pete Mitchell for Ryan om Ghost, en myteomspundet mujahedin-leder fra krigen mod den sovjetiske besættelse. Det er Petes tanke, at Ghost kan blive en vigtig allieret og sammen med Ryan forsøger at han opspore ham.
Dialogen og samarbejdet mellem Sanders og Mitchell er grundlaget for en beretning om skiftende alliancer, om fraktioner blandt oprørerne, krigsherrer, stammeloyalitet, generationers klan-fejder og ikke mindst i filmens kontekst Taleban-styrkernes bortførelse af børn, som tilsammen er med til, at det – som anført indledningsvis – er grænsende til umuligt for udefrakommende styrker at undertvinge sig landet.
Filmens tone er meget nøgtern og i lange stræk udramatisk og båret af jordnære og intime iagttagelser og beskrivelser af personerne på den canadiske base. Dramaet opstår derfor først og fremmest, hvor en deling befinder midt i et Taleban-angreb under rekognoscering i en nærliggende bys snævre gader. Med hjælp fra en afghaner, der går til hånde på basen for Mitchell, kommer delingen dog helskindet tilbage til basen.
Det grundlæggende spor i handlingen om opsporing af Ghost bliver derefter sløret, nærmest overdøvet af den følelsesmæssige relation mellem Ryan og Jennifer, en officerskollega af højere rang. En relation, der går tilbage til en tid på Cypern, hvor de to ubekymret og uforpligtende kunne holde krigen på afstand. Og en relation, som ændrer retning og fokus for begge, da Mary konstaterer, at hun er gravid – og som indgår i filmens voldsomme og sentimentale klimaks.
Hyena Road er instruktøren Paul Gross’ tredje film. Der kan i grunden ikke sættes en finger på realismen i filmen. Basen og omgivelser er fremstillet nøjagtigt lige så støvede og trøstesløse, som man kan forestille sig de er. De militære strukturer er ligeledes fremstillet med udpræget realisme efter devisen A man’s gotta do, what a man’s gotta do.
Rossif Sutherland fremstiller sin rolle som Ryan med mange facetter. På den ene side er han den stramt fokuserede og professionelle snigskytte, mens han i basens ’trygge’ rammer er en tænksom og lettere introvert person, der alligevel bliver ’ramt’ af den romantiske relation til Mary. Instruktøren Paul Gross har selv rollen som Pete. En figur, der overvejende kølig og nøgtern i forhold til sin opgave som efterretningsofficer, men som også er båret af en idealistisk trang til gøre godt, til at rette op på tingenes uorden. Endelig fremstiller Christine Horne officeren Jennifer med sarthed, en professionel soldat, der har vanskeligt med holde den professionelle distance til Ryan, da også hun er stærkt ’ramt’.
Der er dermed mange udmærkede elementer i Hyena Road, men de bliver ikke holdt tilstrækkeligt klart sammen i handlingsforløbet. Når handlingen forsøger at holde snuden i flere samtidige spor på én gang, ender resultatet med at gi’ beskueren foran skærmen en lettere distanceret oplevelse. Til gengæld fortæller filmen – måske sin canadiske oprindelse taget i betragtning – en befriende nøgtern historie om krigen i Afghanistan, et godt stykke fra Hollywoodsk action og heroisme.
Ekstramaterialet handler begribeligvis om filmens tilblivelse, herunder mest interessant skabelsen billede af krigens realisme. Værd at se men langt fra epokegørende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
