Skriv en kommentar
I 2035 fungerer robotter som tjenere for mennesker. De lever dog under de tre regler, som alt i alt fungerer som en sikkerhedsforanstaltning, at de ikke kan gøre mennesker fortræd. Da Del Spooner, en politibetjent med et forholdsvist stort had til disse robotter, bliver sat på en selvmordssag, der i hans øjne virker meget underlig, finder han ud af, at robotter må stå bag.
I, Robot er løst (MEGET løst) baseret på en bog af Isaac Asimov. Desværre har den droppet alt det filosofiske fra bogen, til fordel for en god omgang action tilegnet den såkaldte MTV-generation. Dette skaber rammen om en film i komplet ubalance med sig selv, og derfor stiger den aldrig til at være mere end blot jævn. Det er da ikke sådan, at spændingen ikke fungerer, men filmen vikler sig ind i alt for meget, og løser kun halvdelen af de spørgsmål den stiller.
Alex Proyas er kendt for sin mørke instruktion, der har skabt kultfilmene The Crow og Dark City. Man kunne fristes til at tro, at han i denne omgang har fået et alt for stort budget, til at skabe endnu en kultfilm. Effekterne er over-the-top, og væk er de idéer Proyas ellers er så kendt for. Men det er ikke på Proyas side, at problemet ligger. Manuskriptet er skrevet af Jeff Vintar, der også skrev Final Fantasy filmen, og præcis ligesom den, virker I, Robot som en uoplagt og hurtigt skrevet film.
Jeff Vintar har også dummet sig da han skrev hovedrollen. Filmen er på alle måder en Will Smith (Independence Day, Bad Boys 1+2, Men In Black 1+2, Ali, Wild Wild West) film, han fyrer de samme jokes af, og spiller sin rolle ligeså uinteressant som altid. Jeg er personligt ved at være godt træt af ham. Dette kan dog siges; kan du fan af Will Smiths andre film, er dette endnu en i rækken som du vil elske. Bridget Moynahan der spiller Will Smiths kvindelige modstykke, er heller ikke noget at komme efter. Hun har før spillet med i film som Coyote Ugly, The Recruit og Sum Of All Fears, og der var hun heller ikke noget specielt. Et kønt ansigt der passer godt ind i Hollywoods mange en-dimensionelle figurer. Til gengæld er Alan Tudyk en fantastisk robot ved navn Sonny. Ikke alene er dette figuren der gør film værd at se, men den spilles også rigtigt godt.
Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede af I, Robot. Enten en god omgang action (The Crow), eller en god omgang filosofi (Dark City). Den ender et sted imellem disse to ting (og film), men man sidder lidt og mangler den anden halvdel. Den er til tider underholdende, og action sekvenserne er meget flotte at se på, men de tider den prøver at fordybe sig, virker filmen som en parodi på sig selv. Hvis den så bare havde holdt sig til en grundidé, kunne dette have været årets blockbuster, desværre ender den som en halvgod og en halvdårlig film.
