Skriv en kommentar
Et tema der har været omdrejningspunktet for en anseelig mængde fortællinger, er den om Palle alene i verden. Hvor det mest berømte værk i det henseende uden tvivl er Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” fra 1719, om den uheldige mand af samme navn der strander på en øde ø i 28 år, forsøges der i denne ombæring med en dystopisk og post-apokalyptisk tilgang. Med Will Smith i hovedrollen er der per definition dømt underholdningsfilm, denne gang på en hårfin psykologisk pirrende facon – og dog uden de helt store overraskelser.
Videnskabsmanden Robert Neville (Will Smith) er det eneste overlevende menneske i New York, og blandt de eneste i verden, efter en mislykket kræftvaccine havde den uheldige bivirkning enten at aflive verdens befolkning eller forvandlet dem til såkaldte ”Dark Seekers”, aggressive vampyrligende monstre. Tilsyneladende er Neville immun overfor bivirkningerne og er fast besluttet på brygge en kur mod den ondartet virus og dermed redde verdenen. På 3. år er det endnu ikke lykkes for ham at redde verden og lige så vel som New York er gået i forfald, er Neville i al ensomhed ved at miste forstanden...
Der er sket meget siden den første filmatisering af Richard Mathesons roman ”I Am Legend”, dengang med Charlton Heston i hovedrollen som Neville i ”The Omega Man” fra 1971. Denne nye indspilning kunne have givet anledning til et actionhelvede af de helt store, men i stedet spilles der med stor effektivitet på at antyde frem for at skære alting ud i pap. På at henlægge baggrund og motivation i mørket. Eksempelvis er mødet med de vampyrligende væsener i første del af filmen begrænset til hyl og hurtige bevægelser, der står i kontrast som dag og nat til lange beskrivende passager af Nevilles hverdag. Det virker særdeles godt og med en af de bedste præsentationer af Will Smith til dato, veksles der i følelsesregisteret mellem hjerteskærende sammenbrud til indebrændt håbløshed og ofte på grænsen af at være tragi-komisk. Imponerende af en skuespiller, der i reglen er indbegrebet af dumsmarte punch lines. Et øde og mennesketomt New York, der bringer associationer til Terry Gilliams ”12 Monkeys”, er først og fremmest en imponerende kulisse rent visuelt – men også et virkemiddel der effektivt underbygger rammen om den foruroligende paranoide stemning. Effektivt er det, da indlevelsen dermed bliver en helt subjektiv indførelse i Nevilles indre kamp mod ensomhed og den ydre kamp mod vampyrerne og overlevelse - i takt med at håbet om møde andre mennesker igen smuldre, forstærkes erkendelsen af at han muligvis er det sidste menneske tilbage i verden.
Desværre knækker filmen helt umotiveret hen mod slutningen. Kampene mod de virusinficeret monstre udvikler sig til kønsløse opgør, da mystikken simpelthen forsvinder. Som de fleste gyserfilm er dét at man ikke kan se monstret, ofte det mest uhyggelige – og pludseligt er vampyrerne her blot CGI monstre. I takt med at sløret trækkes fra og man finder ud af Nevilles motivation for at være i New York, er detaljerne om vampyrerne noget mangelfulde. Jeg savner i det hele taget en mere udbyggende mytologi, nu Neville har været på klos hold af dem i tre år. Værst af alt overtager et helt malplaceret religiøst motiv ud af ingenting, hvilket ændrer den ellers fornuftige kurs filmen havde sat sig. Det er hovedrystende beklageligt at en slutning kan ødelægge et velfungerende plot så konsekvent, men det er desværre tilfældet her.
”I Am Legend” er i de første to tredje dele en medrivende og interessant actiongyser, der inkapsler menneskets basale angst for at være alene, sammenført med enkelt action der ikke fylder alt for meget. Til gengæld er filmen desværre også et rammende bevis for hvor galt det kan gå hen imod slutningen, hvis der spilles på de forkerte tangenter. Det er synd og skam, da ”I Am Legend” langt hen ad vejen har alle forudsætninger for at blive rigtigt god film, eftersom den er godt skruet sammen, har en Will Smith i et imponerende one man show og en utrolig flot visuel og lydside.
