Skriv en kommentar
Filmen ”Contre toi” er en undersøgelse af og filmisk iscenesættelse af Stockholm-syndromet. Omdrejningspunktet er lægen Anna Cooper, spillet af Kristin Scott Thomas, som kidnappes af en fortvivlet og vred ung mand ved navn Yann. Han mistede sin kone ved fødslen, hvor Anna var den ansvarshavende læge. Han giver Anna skylden for sin kones død og alt, hvad der er mislykket for ham sidenhen. Datteren har han set ganske få’ gange, og hun bor hos farmoderen. Sorgen dulmer han med alkohol.
Filmen indledes med, at vi ser Anna i hendes hjem låse alle døre og lukke skodder for vinduerne. Hun har længe undertrykt en gråd. Der er mange beskeder på telefonsvareren. Hun fortsætter med at undertrykke gråden, da hun ringer til sin gamle moder. Hun lyver og siger, at hun har haft en dejlig ferie. De venner hun ringer tilbage til, godtager hendes løgn om, at hun blot har været på ferie. De fornemmer ikke noget anderledes hos hende.
Hele ferien har Anna været spærret inde i et hus tæt på hendes eget. Kidnapperen, Yann har holdt hende indespærret i et rum uden vinduer, en spand til afføring, som hun selv skal tømme og kosten er ensidigt, kun pasta og ris. Anna forstår ikke i begyndelsen, hvorfor hun bliver kidnappet. Hun forsøger at true kidnapperen med, at hendes mand og venner er bekymret for hende og vil få politiet til at søge over alt efter hende. Men Yann svarer blot, at ingen bekymrer sig om hende eller savner hende. Hendes mand har forladt hende for lang tid siden til fordel for en anden kvinde, som kunne give ham børn. Hun har næsten ingen venner, for det meste er hun alene. Alt det ved han.
Første del af filmen er uspændende, men filmens midte er interessant, da offerrollen byttes om mellem Anna og Yann. I begyndelsen lægger han kun stikpiller ud til hende, hvad hun straffes for. Han holder hende nede ved at slå og sige hårde ord. Hun er ængstelig og bange for ham. Men hun finder også hans svagheder, især fordi han tænker højt. Han siger åbenlyst til hende, at han ikke kan finde ud af at slå hende ihjel. Hun fornemmer hans frustration og vender den til sin fordel. Derfor kan hun med en vis kølighed forklarer ham, hvorfor hans kone døde. Hun taler i medicinske termer og hendes arrogance viser en iskold, professionel læge, som har styr på situationen.
Yann mister grebet om sit offer, da Anna begynder at straffe ham ved at nægte at spise og tale til ham. Hun sidder med sit iskolde blik og bare stirrer på ham. Scenen hvor han sætter sig på gulvet i samme position som hende, viser at bøddel-offer forholdet er ude af balance. Han råber af hende og beder hende om at sige, hvad som helst til ham, bare hun gider tale til ham og ikke tie. Hun overgiver sige og beder ham om at spise sammen med hende, da hun er træt af at være alene. Han undskylder for, at han ikke er så god til at lave mad. Dertil svarer hun, at det er hun heller ikke, og at han har gjort fremskridt. Hendes kølighed bevarer hun over for ham.
Forholdet mellem dem bliver tættere og kompliceret. Én dag lader han døren stå åben, og hun griber chancen til at stikke af. Filmen er skudt på tre locations, hendes hus, hospitalet og rummet, hvor hun er spærret inde. Filmens indstillinger af hende, indfanger skarpt, at hun hele tiden befinder sig alene uanset på hvilken af de tre locations, hun befinder sig. Ved andre kameraindstillinger kan man som til skuer få en fornemmelse af, at filmen virker som en debutantfilm. Eksempelvis er der scenen, hvor Yann træder ind til sit offer for første gang efter, at han har spærret hende inde. Først tændes lyset og han træder ind, men det virker instrueret og kunstigt og falder derfor ikke naturligt. En anden scene er med Anna, hvor hun er hjemme i sit eget hus og hun skal træde ind i et andet rum. Her falder det heller ikke naturligt, men virker en smule amatøragtigt.
”Contre toi” kan give associationer til filmen ”La femme qui pleure” fra 1978, instrueret af Jacques Doillon. Kvinden i denne film græder sart, og det er dybt rørende. Hovedpersonen i ”Contre toi” græder, men det rør ikke på samme måde. Der mangler lige den ekstra skarphed og iskolde følsomhed i ”Contre toi”, som kunne have nuanceret det spændende tema om Stockholm-syndromet ligesom i f.eks. filmen ”Natportieren” (Il Portiere di notte) fra 1974 af den italienske, kvindelige instruktør, Liliana Cavani.
”Contre toi” er en lille, men interessant film, især filmens midte og slutning giver noget at tænke over, og tilskueren er tvunget til at tænke med i denne film.
