Skriv en kommentar
Den amerikanske presse troede ikke sine egne ører, da filmstjernen Joaquin Phoenix bekendtgjorde sin øjeblikkelige tilbagetræden fra filmbranchen – slet ikke, da han kort efter begyndte at optræde som ubehjælpsom rapper. Herefter fulgte en spektakulær deroute, hvor Phoenix med stadigt stigende excentricitet fejlede sig gennem sceneoptrædener og mediebegivenheder, og som månederne gik måtte folk overgive sig og erkende, at Phoenix havde opgivet branchen. Da I’m Still Here udkom i USA delte den vandene og mange forargedes over Phoenix’s tilsyneladende hensynsløse opførsel. Men det hele var for sjov…
Kort efter premieren afslørede Phoenix og instruktøren Casey Affleck (som i øvrigt er Poenix’s svoger), at filmen er ren mockumentary. Phoenix og Affleck ønskede at undersøge realitygenren og dynamikken mellem stjerners privatliv, medierne og publikum. Kunstværket i dette tilfælde er derfor snarere alt det, der er foregået inden filmens premiere.
Filmen viser i klassisk mocumentarystil Phoenix på nært hold, mens han forsøger at finde sig selv i jagten på en rapkarriere. Hertil kommer næsten obligatoriske scener med kokainsnifning og backstageskænderier, samt en række optagelser fra offentlige optrædener, hvor Phoenix giver den som outreret kendis med hulemandshår og solbriller.
Stærkest er sekvenserne, hvor Phoenix som bedrøvet vildmand står mundlam og fortumlet midt i den medieverden, som han forsøger at forlade, eller når han uartikuleret rapper sig gennem sine træskobeats, mens tilskuerne mobber ham med tilråb og falske skæg. Spændingen ligger i den offentlige interaktion med presse og ”fans”, men for meget af filmen går desværre med optagelser af privatskærmydsler, hvor Phoenix enten er inkohærent fordrukken eller infantilt aggressiv over for sine medarbejdere og venner. Filmen udfylder således ikke sit fulde potentiale for udforskning af grænserne mellem stjerne, presse og publikum.
Ikke at scenerne fra privaten udelukkende er dårlige. Den håndholdte æstetik og Phoenix’s galimatias løfter enkelte steder filmen op til absurdistisk komedie, som når Phoenix med intens koncentration leder efter call girls på nettet, eller når hans assistent tager fækal hævn over sin umulige arbejdsgiver. Men i sidste ende er der for meget mumleri og for mange halvkedelige scener, især når man tager i betragtning, at det ikke er virkelighed, men rent manus. Filmen lider tydeligvis under en overflod af darlings, der burde være blevet dræbt af en kynisk klipper, og den ville med fordel kunne blive skåret ned med en halv time, hvis ikke mere.
Især synes den dramaturgiske fremdrift alt for træg. Phoenix udvikler sig ikke, på nær hans skæg, som bliver eksponentielt mere fedtet i takt med, at hans fiasko vokser. Phoenix’s umiddelbare mål i filmen er dels at blive anerkendt som rapper, dels at få Sean ’P. Diddy’ Combs til at producere sin plade, men dette får forholdsvist lidt fokus, filmens længde taget i betragtning.
Filmen virker formentlig bedre, hvis man selv har fulgt med i Phoenix’s nedtur i pressen, krummet tæer over hans mildest talt pinlige (men ekstremt morsomme) optræden i David Lettermans Late Show og moret sig over slipstrømmen af parodier. I dette tilfælde er filmen kulminationen på et bizart og aktuelt medieshow. Danmark har dog ikke hørt meget til Phoenix’s udskejelser, og filmen føles snarere som en halvkedelig genfortælling af et stykke utroligt veludført happeninglignende performanceteater, end som et selvstændigt værk.
