Skriv en kommentar
Kakihara (Tadanobu Asano) leder efter sin boss, eftersom hans bande er ved at gå i opløsning efter hendes forsvinden. Snart finder han ud af at en fyr, ved navn Ichi (Nao Omori) har slået hende ihjel. Ichi får nemlig breve fra hans chef, Jijii (Shinya Tsukamoto), om hvilke skurke der hærger byen. Ichi er dog ikke helt normal, han tænder på splat og s/m og er fuldstændig syg i hovedet. Kakihara torturerer og slår mange ihjel for at finde frem til Ichi, hvor han vil have den store kamp…
Ichi The Killer er fuldstændig forrykt, syg og genial. Den er fyldt med surrealisme, sort humor, splat og symbolik. En blanding jeg aldrig har hørt om før. Den rammer fuldstændig plet med alt hvad den foretager sig, og forager alt publikum. En ting er sikkert, man er ikke uberørt efter denne film.
Takashi Miike er vel nok en af Japans mest kendte instruktører, med film som Audition og Dead Or Alive på bagen (plus en helvedes masse andre) behøver han vel ingen introduktion for en filmkender. Han er en blanding af David Lynch og Lars Von Trier på syre, og styrer sin genre som ingen anden. Han har her formået at kæde en surrealistisk splatter sammen med en masse sociorealisme, og han brillerer hvor alle andre ville have mislykkedes. Han ved præcist hvor han vil hen, og i hvilket sammenhæng.
Skuespilpræstationerne er fuldstændig i top. Nao Omori er en landskendt skuespiller, der også snart indtager Hollywood, og han leger sig igennem sin sindsyge figur. Tadanobu Asano spiller så perfekt at man både fascineres og føler ubehag ved hans figur. Paulyn Sun spiller mindst ligeså sindsforvirret som de andre 2, og er en mindst ligeså garvet skuespiller. Faktisk burde alle nævnes, men igen er det svært at finde oplysninger om Natfilmsfestivalens film.
Ichi The Killer er blandt det mest forrykte og bedste jeg har set i lang tid. Den er så spækket med detaljer (Kakihara der puster røg ud gennem 2 huller i kinderne, Ichi der skærer en person over på tværs) at den får alle andre film til at virke ligetil. Det er klar enten en af de film man elsker eller hader, hvoraf jeg så gør det første. Den har simpelthen ingen mangler, en masse karakteristiske personer skaber deres egne bihistorier, og på trods af de løse ender, føler man at alt er vellykket.
