Skriv en kommentar
Den desillusionerede, og heftigt hashrygende, privatdetektiv Doc Sportello (Joaquin Phoenix) bliver opsøgt af ekskæresten Shasta Fay (Katherine Waterston), der beder om hjælp til at finde rigmanden Mickey Wolfman (Eric Roberts), som hun har en affære med. Hun har mistanke om at Mickeys kone har skumle planer, og hun er bekymret. Doc går ind i sagen, og møder undervejs et væld af farverige og underfundige personer, i takt med at han bliver suget dybere ind i stoffernes verden, og Shasta pludselig også forsvinder midt mellem spor der peger i retning af forbryderkartellet Golden Fang, der muligvis blot er en sammenslutning af tandlæger.
Inherent Vice er en filmatisering af kultforfatteren Thomas Pynchons roman med samme navn. Det er Poul Thomas Anderson, der også har instrueret Magnolia (1990), The Master (2012), og There will be Blood (2007), der har instrueret den. Den er nomineret til to Oscars, bl.a. for manuskript, og byder på en gennemarbejdet historie, der med en noir-inspireret psykedelisk facon, er mere end bot en almindelig komedie.
Den foregår i L.A. i 70’erne og er præget af hippie-miljøer hvor både karakterer og handling surfer slingrende rundt gennem alt fra tåger af hash, over hårdkogt syre til heroin. Det hele er krydret med humor, og den er kulsort.
Vi følger pothovedet og privatdetektiven Doc, og ser tingene gennem hans syrede verdensbillede, hvor vi bliver præsenteret for hans fordrejede opfattelse af virkeligheden. Man kan blive i tvivl om det man ser, rent faktisk er det der sker, eller om det er noget Doc forestiller sig gennem sine tåger af hash og lattergas. Det bidrager med en helt særlig stemning og det er ikke til at komme udenom ord som groove, psykedelisk og hippie.
Filmen byder på et væld af finurlige karakterer som alle leverer et fantastisk og overbevisende skuespil. Bl. a. plages Doc kontinuerligt af den hårdkogte, nedbrudte og vrede politiman Bigfoot (Josh Brolin), der med et ubevægelig, og konstant plaget udtryk, formår at indkapsle alle pinsler man kan forestille sig en politiman kan møde, i et enkelt ansigtsudtryk.
Plottet er finurligt og tager mange uventede små drejninger. Det går til tider temmelig langsomt og der er stort fokus på lange monologer, krydret med en blød fortællerstemme, der fortæller hen over begivenhederne. Det kan føles langt, og personligt kunne jeg godt have undværet i hvert fald en halv time. Men filmen har noget særligt over sig, og indkapsler en syret 70’er psykedelisk atmosfære, der giver den kant.
Er man til skæve, skøre og syrede, sorte komedier a al The Big Lebowski (1998), er dette bestemt en film der er tiden værd.
