Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den unge Michael Connolly (Steven Robertson) har, så længe han kan huske tilbage, levet et stille liv på et hjem for stærkt handicappede. Han selv sidder spastisk lammet i sin elektriske kørestol og kan kun meget vanskeligt gøre sig sprogligt forståelig. Og hvad hjælper en staveplade, når tingene sker nu og her, og det tager uendelige tider at få stavet noget som helst.
Ind kommer Rory O´Shea (James McAvoy), ligeledes bundet til sin kørestol, men anderledes urolig. Han spørger straks efter hovednøglen til hjemmet, spiller høj rock-musik på sit anlæg - og så er han en fremragende oversætter af Michaels ”uforståelige” ord.
Ingen skal være i tvivl om, at Michael og Rory på trods af handicap er et par det er svært at skyde igennem, når de begiver sig udenfor hjemmet og får tilkæmpet sig en fælles lejlighed. Og endda ansat en ung, charmerende, kvindelig handicaphjælper Siobhan (Romola Garai).
Den irske instruktør Damien O´Donnell (”East is East”, -99) har med ”Inside I´m Dancing” skabt en enkel, rørende men noget konventionel historie der nok viser de barske realiteter for handicappede - de opfattes stadig ikke som hele mennesker - men lægger hovedfokus på, hvor vigtig selvrespekten er hos den handicappede selv. Michael har efterhånden affundet sig med sin institutionalisering, og får i virkeligheden først øjnene op for at tingene kan være anderledes, da ”roden” Rory ankommer. Det er med Rory som ikke kun sproglig oversætter, at Michael bliver i stand til at konfrontere dels plejehjemmet, dels faderen der har gemt og glemt ham dér, og ikke mindst at konfrontere kærligheden og den håbløse forelskelse i handicaphjælperen Siobhan.
Nok lyder det som en sentimental solstrålehistorie, men instruktøren har en tragisk overraskelse i ærmet til sidst, der fastholder fortællingens realisme og holder sentimentaliteten (den vamle af slagsen) i skak. Ligesom der sluttes åbent omkring, hvad Michael så skal bruge sin vundne modenhed til. At Damien O´Donnell holder sig fint fri for sentimentalitetens lette løsning, bliver man ikke mindst klar over, når man ser DVD-ens mulighed for at se slettede scener. Læg her mærke til den alternative slutning, hvor den får alt, hvad den kan trække, når Michael til sidst uddannes på universitetet og er lykkelig sammen med børnene hjemme i kvarteret. Ligeledes har instruktøren klogeligt forkortet den centrale festscene, hvor Rory vha. karaokeanlægget bryder ud i en såret og jaloux monolog vendt mod den forsmående Siobhan.
Som helhed er filmen dog renset for overraskelser i historien og måden der fortælles på. Filmen fremtræder, for at bruge et efterhånden fortrærsket ord, langt hen ad vejen særdeles politisk korrekt; ´ja, handicappede er også mennesker og har ret til et liv´. Realismen bliver således aldrig rigtig krads men pæn og tragikken aldrig rigtig tragisk men ærgerlig. Filmen fremstår på mange måder som en traditionel buddystory, hvor to unge mænd, med eller uden kørestol må finde ud af det med at gøre sig fri af hjemmet, finde ud af det med kvinderne og finde et sted at være.
Instruktøren fremhæver selv i behind-featuretten på DVD-en netop denne buddy-skabelon som et plus. Jeg er knap så sikker; når man giver køb på den indfølende/kunstneriske tilgang til sine hovedpersoner for at fastholde en afprøvet skabelons konventioner, hæves enten den pædagogiske pegefinger lige lovligt højt, eller også giver man afkald på at sige noget som helst. Det er netop ikke ligegyldigt, hvem det er filmen handler om.
Ekstramaterialet på DVD-en består som omtalt af en behind-featurette, hvor instruktør, skuespillere og producenter vanen tro siger pæne ting om hinanden, filmen og manuskriptet. Derudover er der en række særdeles seværdige slettede scener. Dog har filmens centrale festscene, som ovenfor omtalt, fået sit eget menupunkt som en extended/forlænget version. Også denne udgave er som sagt meget interessant. DVD-mediet har givet tilskuerne en spændende mulighed for at sammenligne en films færdige udgave med den udgave det var blevet, om de slettede/redigerede scener og indstillinger havde fundet plads i filmen. Man får ofte en god forståelse for den færdige films udsagn og udtryk, og også et indtryk af hvor procesorienteret filmproduktion er. Det gælder bestemt også med ”Inside I ´m Dancing.”
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
