Skriv en kommentar
Inuk (Gaba Petersen) vokser op i Nuuk sammen med sin alkoholiserede mor (Elisabeth Skade) og voldelige stedfar. Pengene er knappe og hver dag er en kamp. En dag bliver det mere end Inuk kan holde ud, og han hopper ud af vinduet og vandrer forfrossen, og hvileløs, rundt i Nuuks iskolde gader. Han forsøger desperat at få nogen til at lukke sig ind og hjælpe, men alle afviser ham. Til sidst bryder han ind i en bil for at få ly for vejret, og dagen efter finder en fra kommunen ham sovende i bilen. Det sætter gang i en udredning som, på trods af at hverken Inuk eller hans mor ønsker det, fører til at Inuk bliver flyttet nordpå til et børnehjem for unge med problemer.
Oprindeligt var Inuks far en velanset sæljæger, men da han døde ved et uheld på isen, måtte moren flytte til Nuuk med Inuk som helt lille. Derfra er det gået galt. Kontrasten fra den traditionelle levemåde til det moderne byliv har ikke kunnet forenes, og som for mange andre har det haft fatale konsekvenser for den enkelte familie.
Børnehjemslederen (Rebekka Jorgensen) får dog, mod klækkelig betaling, overtalt en flok lokale sælfangere til at tage børnene med på en længere tur, der skal vise sig at blive starten på en rejse hen over den grønlandske is, og direkte gennem den smerte som Inuk har fået fra sin dramatiske opvækst.
INUK er en stærk film, der ud over at være en god historie om en ung mand, der tager på en rejse for at finde sig selv, også er en film der sætter fokus på en barsk social virkelighed i dagens Grønland. Det er en film hvor de oprindelige traditioner og værdier bliver husket og stillet i kontrast mod det moderne.
De sociale problemer er vist gennem et væld af små detaljer, som i alt sin enkelthed skriger på opmærksomhed. De sociale forhold ses f. eks. når Inuk åbner køleskabet hos sin mor. Det er fyldt af billige øl, og der er ikke gemt en eneste krone til mad.
Plottet er enkelt og gennem filmen får vi serveret grønlandske ordsprog gennem en voice-over, der hvisker dem hen over bjergtagende billede af storslåede islandskaber. Vi får på den måde hviskende fortalt at Inuk hører til i nord, at ”isen kalder på ham”, og at han må gennem sin egen kamp hen over isen for at blive hel. For ”når sårene er dybe, er hvert skridt en kamp”. Og det bliver en intens kamp mod naturens barske elementer, samtidig med at han langsomt udvikler et venskab med sæljægeren Ikuma, der modvilligt tager ham til sig.
Flere af skuepillerne i denne film er ikke uddannede skuespillere, og det er bemærkelsesværdigt, for skuespillet fungerer virkelig godt. Karaktererne er troværdige og man får gennem kropssprog, og ofte uudtalte ord, fornemmelse af en utrolig dybde bag hver karakter. Hvor særlig forholdet mellem Inuk og Ikuma bliver vist med skiftende blikke, et enkelt klap på skulderen, eller alvorlige ansigtsfolder der skiftevis viser vrede, beslutsomhed og sorg, for så at blive lyst op af store smil.
Det fungere utroligt godt og INUK er en stærk og imponerende film, der i alt sin enkelhed både giver stof til eftertanke og lader en opsluge af dramatikken undervejs. Jeg er imponeret og glæder mig allerede til at se den igen.
