Skriv en kommentar
Halvdelen af denne her film har vi set mange gange før. Historien om et hold; en sportslige succes. Og vigtigst af alt skal succesen være imod alle odds. Vi har set det så ofte, at man fristes til at tro, at de fleste Hollywood-stjerner, om det så er de talentfulde (Al Pacino, Any Given Sunday, 1999) eller de knapt så talentfulde (Will Ferrell, Kicking & Screaming), på et eller andet tidspunkt i deres karriere skal påtage sig rollen som det individ, der – ved hjælp af et uimodståeligt kollektiv – guider sig og sine til den helt store triumf.
I Invictus er det så afgjort to store stjerners tur til at påtage sig denne rolle – og de er såmænd begge Oscar-nomineret for indsatsen. Matt Damon er meget troværdig i rollen som sydafrikansk rugbykaptajn, og Morgan Freeman ligeså som præsident Nelson Mandela, der netop er blevet løsladt efter 30 år i fængsel. Freeman har sit velkendte underspillede blink i øjet, når han stik imod alles forventninger bliver grebet af de politiske symbolværdier, der ligger i at føre Rugby-landsholdet mod en VM-finale. Føre dem fra at være ”a disgrrrace” til at være ”marrrvelous”, som det hedder med den påtagede sydafrikanske accent.
Og hermed når vi til filmens anden halvdel: den politiske. Sport rører ved folk og folkeslag, og Mandela ser sit snit til at forene sorte og hvide. Da han i filmens begyndelse kommer til magten, holder de sorte borgere altid med landsholdets modstandere – men hvorfor? Fordi landsholdet er klædt i de farver, der har symboliseret Apartheid; en periode i landets historie, der med Mandela som præsident burde være forbi.
Alle regner med, at Mandela vil gøre rent bord, fjerne farverne, navnet og alle de andre racistiske konnotationer, men han vælger tilgivelsen frem for hævnen. Netop denne skarpt optrukne symbolik bliver voldtaget i Invictus fra start til slut. Som da hvide politifolk uden for stadion i deres glædesrus bærer en fattig, sort dreng rundt i kongestol efter en rugby-triumf. Eller da Freeman stopper op midt i barberingen, tilsyneladende for at beundre, at det hvide barberskum har delt hans ansigt i en hvid del og en sort del. Rystende, Nelson. Og så kan vi tænke, ”han fik ideen, da han barberede sig.” Hold nu op, gamle Clint, den køber jeg simpelthen ikke!
Pointerne om, at sporten og nogle sympatiske karakterer kan ændre verden, er altså set før, og man spørger sig selv fra start til slut, hvad det er Eastwood mener kan gøre sin film speciel. Hvordan kan Invictus træde ud af sin genres lede skygge? Vi ved, han har talentet til at lave både visuelle genialiteter, samt at han har blik for den gode, robuste historie, som i Mystic River (2003), Changeling (2008) eller Gran Torino (2008).
Desværre formår Invictus ikke at træde ud af skyggen. Damon og Freeman spiller overbevisende, uden tvivl, dialogerne er velskrevne, sportsbillederne momentvis flotte. Men samtidig er filmen nøjagtig lige så fyldt med dårlig tudemusik og montager af glade ansigter (helst sorte sammen med hvide), der bliver for langtrukne. Og værst af alt: en plotudvikling, der aldrig for alvor rammer problemer – ikke som en ægte succeshistorie ville gøre det. At holdets eneste sorte spiller bliver skadet, at nogle af Mandelas tilhængere skuler lidt suspekt, er aldrig nok til at gøre os nervøse. Og så bliver Invictus nøjagtig lige så forudsigelig, som man kunne have frygtet.
Lidt mere æstetisk snilde og lidt mindre af floskelskuffen, så havde Eastwood ikke skudt sig selv i foden. For historien om Sydafrika er en smuk historie, der er en filmisk fremstilling værdig – og det er også det der i den sidste ende hæver Invictus en lille smule over lignende film i genren.
Og det er det, der med nød og næppe skaffer den 4 meget små stjerner.
