Skriv en kommentar
Superhelte skal gerne være ambivalente, splittede personer der ikke utvetydigt er gode. Det er hvad moden dikterer for tiden med Batmans psykologiske dybde, Spider-Mans splittelse mellem kærlighedsliv og heltepligter og X-Men figurernes moralske og etiske overvejelser. Og selvom Tony Stark, alias Iron-Man, også falder i denne kategori af tænkende tegneserie-helte, så træder figuren, i skikkelse af Robert Downey Jr., alligevel ud fra rækken af nyere tegneserie-filmatiseringer.
For Stark er ikke bare splittet, han er som udgangspunkt et røvhul. Et charmerende, dybt intelligent røvhul, men et røvhul ikke desto mindre. Milliardær, kynisk leder af verdens største våbenindustri og playboy extraordinaire. Alting ændres dog da en Martini-drikkende Stark har færdiggjort præsentationen af sit nyeste, altødelæggende missil i Afghanistan. Konvojen angribes, rigmanden bliver ramt af egne våben og falder i hænderne på en ondsindet terrororganisation, der vil tvinge ham til at lave våben og udvide deres i forvejen ret store arsenal af Stark-produkter.
Efter tre måneders fangenskab i grotterne og førstehåndsindtryk af hvad hans virksomheds våben også bliver brugt til, lykkedes det den geniale ingeniør at undslippe ved hjælp af en massiv pansret og vældig drabelig, mekanisk heldragt og det bliver startskuddet for en af de mest underholdende superheltefilm i vor moderne tider. Med sarkastisk humor, finurlig dialog, glimrende skuespil og en god historie har instruktør Jon Favreau (ham der spillede hovedrollen i ”Very Bad Things”) skruet en velfungerende og mere realistisk jordbunden fortælling sammen end vi er vant til i genren. Det er ikke småt med de computer-hjulpne effekter, men alligevel er der en mere jordnær stemning over ”Iron-Man” og dens hovedperson, hvis overmenneskelige evner ikke skyldes mutation, stråling eller lignende, men blot kan tilskrives stor ingeniør-kunst.
Det overmåde velvalgte hold af skuespillere, der udover en storspillende Downey Jr. også tæller Terrence Howard, Gwyneth Paltrow og en klædeligt ondskabsfuld Jeff Bridges, og Favreaus meget livlige og til tider improviserede dialog skiller ”Iron-Man” ud fra de noget stive Batman og Spider-Man film og hæver den gevaldigt over sumpen af lunkne kiks som ”Ghost Rider” og ”Daredevil”. Skuespillerne spiller rent faktisk sammen her, replikkerne falder naturligt og de computerskabte effekter tager aldrig over for den menneskelige historie. Og det klæder filmen.
Med folk som Quentin Tarantino og Nick Cassavetes i overvejelser som instruktør er det tydeligt at Marvels hensigter med ”Iron-Man” har været nogle andre end tidligere og selvom han ikke før har vist stort format som instruktør, så klarer Favreau opgaven med en sikkerhed og kompetence der er beundringsværdig. Han har måske ikke ligefrem fundet sin egen stil og stemme som instruktør, men han tør lade skuespillerne bære filmen og det er et smart træk. Det er altså en film der tilhører skuespillerne og ingen mere end Robert Downey Jr. der leverer en af sit livs mest imponerende præstationer som den vittige, hurtigtsnakkende og impulsive Tony Stark. Det er en utrolig svær balance mellem karakterens mange usympatiske træk og den charme der alligevel gør ham tiltrækkende. Forvandlingen til den mere moralsk overvejede, modne superhelt, der tager det på sig selv at udslette sit firmas våben der er faldet i forkerte hænder, er detaljeret beskrevet både i historie og skuespil, og det er om noget her Downey Jr. brillerer.
Læg dertil at de andre skuespillere leverer præstationer der fint understøtter hovedrollen, at manuskriptet er glimrende udført, de mange effekter, særligt de imponerende flyvesekvenser, er bedre udført end gennemsnittet og at filmens få, men gode actionscener er ovenud effektive. Det er ikke svært at sammenfatte at her er tale om en af de bedre superheltefilm i vor tids bølge. Den er ikke bedre end de to første X-Men eller Spider-Man film, ej heller Christopher Nolans Batman-film, men den er anderledes, mere afslappet, en tand mørkere end Spider-Man, ikke helt så mørk som Batman. Det er en spændende ny drejning for Marvels tegneseriefilmatiseringer og det gør mine forventninger til den nærmest uundgåelige fortsættelse ganske høje.
