Skriv en kommentar
I den årlige Woody Allen film følger vi den lettere distræte og livstrætte filosofiprofessor Abe Lucas, spillet af Joaquin Phoenix. Han har ikke bare følelsesmæssigt ramt bunden, men er også professionelt uengageret i sit arbejde, fordi han ikke føler, det gør nogen forskel. Da Abe flytter til et lille universitet i en generisk lille by, bliver to kvinder, en studerende og en kollega, dog tryllebundet af ham, men det er først, da han kommer ud for en usædvanlig situation, at han tager skæbnen i sine egne hænder og giver sig selv livsglæden tilbage.
Mere gennemarbejdet end normalt.
Når Allen næsten årligt udgiver en film, så begynder ens forventninger til disse langsomt at falde. Man kan næsten ikke få sig selv til at forlange en skarp historie og en visuelt strålende film, når en 79-årig mand insisterer på at skrive, producere og instruere – og så i dette tempo. Man behøver ikke kigge længere tilbage end sidste år, for at finde det perfekte eksempel på de faldende forventninger med Magic in the Moonlight, der på mange måder virkede som et stykke venstrehåndsarbejde. Så havde du spurgt mig om Woody Allen burde pensioneres sidste år, havde jeg nok nikket anerkende – men så viser han, med denne film, at han stadig kan lave gode film.
Der er et eller andet genialt over at skabe en filosofiprofessor, der ikke tør leve livet, og så er det en begavet måde at skjule, hvor meget det i virkeligheden er den klassiske neurotiske protagonist fra alle hans film. På samme måde er manuskriptet også godt skruet sammen. Små sidebemærkninger fra karaktererne i starten og tilsyneladende ligegyldige sideplot giver alle sammen mening til sidst, også selvom det er meget forudsigeligt. Et andet uventet aspekt, der fortjener roser er cinematografien, fordi det faktisk er meget flot og symbolsk filmet. Det giver en anden mening til de mange scener, hvor folk snakker i det uendelige.
Det sidste og vigtigste, som vi skal komme ind på, er selvfølgelig skuespillet. Joaquin Phoenix formår på mange måder, at gøre Abe Lucas til sin egen, så det først er efter filmen man kommer i tanke om, hvor meget han ligner Woody Allens andre protagonisten, og det er ikke så ringe en præstation, når vi har været udsat for denne karakter så mange gange. Minder positive roser er der til Parker Posey og i særdeleshed Emma Stone. Jeg kan ligeså godt sige det lige ud, de overspiller.
Særligt Emma Stone forsøger så desperat at formidle følelser igennem kameraet, at hun virker ekstremt kunstig og som om hun spiller hele tiden – selvom det netop er den modsatte pointe med hendes karakterer. Det er selvsagt irriterende for oplevelsen, når hun har den største kvindelige rolle.
Irrational Man er såmænd en af Woody Allens bedre film, men det er ikke ensbetydende med, at den er noget særligt. Historien er gennemarbejdet, men er på mange måder forudsigelig, mens Joaquin Phoenixs neurotiske filosofiprofessor er set tusind gange før i Woody Allens egne film. Der er ikke meget nyt under solen, men kan man lide Woody Allen, vil man ikke blive skuffet.
