Skriv en kommentar
Politiet finder frem til den tidligere Irak-soldat James Barr (Joseph Sikora), som de tiltaler for 5 tilfælde mord ingen umiddelbart kan forklare eller forstå. Barr vil intet fortælle politiet andet end ”Find Jack Reacher!”. Reacher (Tom Cruise), der også er tidligere soldat er gået under jorden for længe siden og er umulig at finde. Men lige som statsadvokaten Rodin (Richard Jenkins) opgiver jagten på ham, dukker Reacher op ud af det blå for at bevise Barrs uskyld. Forsvarsadvokaten Helen Roden (Rosamund Pike), statsadvokatens datter, står med en umiddelbar tabt sag, men hun hyrer Reacher for at bevise Barrs uskyld og vinde sagen over hendes far. Snart opdager Reacher at beviserne går dybt ned i den kriminelle verden og muligvis også fører tilbage til statsadvokatens kontor...
Sløv i betrækket
En mand kører op i et parkeringshus, betaler for parkeringen og stiller sin riffel klar på kanten af et åbent vindue. Gennem sigtekornet på riflen følger tilskueren med, mens Barr med riflen drejer til højre og venstre over strandpromenaden, for at beslutte sig for om han skal skyde – eller hvem han skal skyde! Man holder vejret, mens Barr sigter og skyder fem tilfældige mennesker, pakker sammen og kører afsted. Det tager politiet uhyre kort tid at finde frem til Barr og derefter meget lang tid at tale frem og tilbage om Barrs (indtil videre) helt uigennemskuelige motiv. Introduktionen af diverse karakterer bliver alt for lang, og det er først da Reacher er langt inde i efterforskningen, at det rent faktisk bliver spændende igen. Det er i den grad ærgerligt, da de første par minutter er til at bide sig i læben over.
På trods af en god historie og et ikke alt for gennemskueligt plot, er der dog en del elementer, der ikke er til at se hen over, hvilket der tit er i disse action-film, men ikke desto mindre er som en torn i øjet. Reacher er den eneste der i starten tror på Barrs uskyld, og bygger det hele på betalingen for parkeringen – for hvorfor ville man betale for parkering, når man er ved at slå fem tilfældige mennesker ihjel? Pointen er til at forstå, men der er ikke nok kød på det ben til at det burde kunne holde hele historien, hvilket det uheldigvis gør.
Mystisk cowboy og fangen fra Sibirien
Christopher McQuarries film Jack Reacher er baseret på Lee Childs bog One Shot, som blot er en af de mange bøger baseret på karakteren Jack Reacher. Reacher er en mytebaseret figur, der minder meget om de gamle western cowboys – mystisk enspænder der kæmper for retfærdighed, men er uforklarligt forvist af samfundet. I denne film (muligvis den første i en serie) spiller Tom Cruise rollen som Reacher, den omvandrende eks-soldat, der prøver at bevise sin kammerat Barrs uskyld. Cruise er ikke muligvis ikke det bedste valg for denne karakter, for jo han spiller glimrende, men i bøgerne er Reacher høj og muskuløs, hvilket er svært at sige om den petite Cruise. Han er dog god til at fremstå som den mystiske helt, der kommer ud i al skins ballade, men som tager imod det med underspillet slapstick-humor.
Den prisbelønnede og beundrede tyske instruktør Werner Herzog spiller skurken Zec (på rusisk fangen), der i sine tidligere år overlevede rædslerne i de sibiriske fængsler ved at bide og spise flere af sine fingre. Nu tjener han til føden i den kriminelle verden sammen med sin højre hånd Charlie (Jai Courtney) ved at bevæge sig uset gennem de amerikanske stater. Det lyder som en ret frygtindgydende ærkefjende, men på en eller anden måde har McQuarrie formået at fremstille Herzog som komplet patetisk og grinagtig. Herzogs eksotiske accent i en Blockbusterfilm burde formå at gøre ham endnu mere mystisk, men bliver misbrugt til gavn for stupide replikker. I den lange ende vil man på intet tidspunkt frygte for Reachers liv, for hvordan skulle han dog nogensinde kunne dø i hænderne på en så åndsfraværende skurk.
Fejlagtigt
Det der i sidste ende gør denne film fejlagtig er det faktum, at den har sat sig på to stole og ikke sidder behageligt på nogen af dem. McQuarrie prøver at fremstille Cruise og Herzog som to realistiske og alvorlige karakterer, der kæmper en magtkamp mod hinanden og systemet. De vil tages seriøst, og det bliver de også nødt til at blive, for at historien og kampen mellem dem bliver værd at følge med i. McQuarrie har dog også valgt at tilføre historien en del komik, især gennem Cruises replikker og gør dermed Reacher til en til dels underspillet vittig karakter. De forskellige situationer hvor Reacher gør andre til grin med hans humor og er geniale, men spiller ikke sammen med resten af filmen, og slet ikke med Herzogs karakters fortid. En fortid i de sibiriske fængsler med afbidte fingre, der skulle gøre ham frygtindgydende, bliver mere lattermilde og gør at man får lyst til at putte ham i skammekrogen frem for i fængsel. Fy fy skamme, Hr. Herzog.
