Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er noget arketypisk over Jack Reacher-figuren. Han lever aldeles ubemærket og uafhængigt af institutioner og myndigheder. Hans mytestatus er nærmest hans vigtigste våben, når nogen kommer ham på tværs. Dermed er genren skitseret og banen for Reachers i hvert fald efter egen opfattelse retfærdige hævn kridtet op.
I den første film, der bare hedder Jack Reacher, bliver 5 tilsyneladende tilfældigt valgte personer skudt og dræbt. Politiet finder hurtigt frem til en mistænkt, der ikke vil fortælle noget som helst. Han siger kun: ”Find Jack Reacher!” Jack kommer hid og får hurtigt færten af en sammensværgelse. Lige så hurtigt finder skurkene hurtigt ud af, at Reacher er efter dem. Som sådan er handlingen skåret efter en ganske enkelt skabelon, hvor det er kampscener, biljagter og effekter i øvrigt, der driver værket snarere end person- og miljøskildring eller et plot, der kalder på bare et minimum af tvivl eller overraskelse hos beskueren.
Efterfølgeren, Jack Reacher Never Go Back, er skåret over nøjagtigt samme læst. I filmens indledningsscene bliver politiet kaldt ud til et slagsmål, hvor flere ofre ligger bevidstløse hen, mens ’gerningsmanden’ sidder roligt ved en diner-disk. Politimesteren spørger i sin iver efter at løse sagen hurtigt og effektivt: ”Hvem er du?”. Svaret lyder: ”Jeg er ham du ikke regnede med”. Og det er nok det nærmest man kommer en overrumplende bemærkning i dén film. I hvert fald går det nu igen over stok og sten i jagten på dem, der har forsøgt at hænge Reachers kvindelige kollega fra hæren op på mordet på to amerikanske soldater i Mellemøsten.
Det kan undre, at plottet i de to film ligger så tæt på hinanden og at skurkene ligner hinanden til forveksling, så man skulle tro, at i de konteksten af den anden film blot er genopstået efter at være blevet slået ihjel i den første. Dertil kommer, at Reacher selv bliver tegnet både cool - og komisk. Tom Cruise dasker simpelt hen alt for afslappet igennem handlingens voldsomme drama, som om han er såre bevidst om, at der ikke bliver krummet et hår på hans hoved.
Den første film er instrueret af Christopher McQuarrie. Svært at forstå, at han er manuskriptforfatter på den seneste 5. og kommende 6. Mission Impossible-film – og på The Usual Suspects. Fra sidstnævnte film kunne man have håbet, at han havde bragt sans for kompleksitet og overraskelse med sig. Den anden film er instrueret af Edward Zwick, der også står bag Defiance om et par jødiske brødres modstandskamp mod Nazi-Tysklands tropper i Hviderusland. Et emne, der kalder på sans for detaljer og alvor.
De to Jack Reacher-film er kontant action, hvor handling ikke betyder så meget og karakterskuespil endnu mindre. Den visuelle side er til gengæld ganske effektivt udført. Samlet set er der dog tale om action så udvendig og let forgængelig, at det er svært at huske, hvad de går ud på, når de afsluttende rulletekster er tonet ud. At samle de to film i én boks udstiller blot denne svaghed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
