Skriv en kommentar
Vi befinder os i 1800-tallets skiftevis tågede og forblæste Cornwall, England, hvor det stormbruste vejr kun overgås af de barske bander, der huserer på må og få i området. En gruppe hensynløse smuglere har specialiseret sig i at plyndre skibe efter de er kommet i havsnød, som gruppen forårsager ved at slukke for tårnene på land.
Den unge og forældreløse Mary (en smuk Maureen O'Hara) ankommer til den lille tågeomslyngede Inn, Jamaica, for at bo hos sin onkel Joss og tante Patience, der ejer kroen. Lidet aner hun dog, at kroen er smuglernes tilholdssted, og at hendes onkel Joss også i høj grad er involveret.
I mellemtiden har forsikringselskabet Lloyd's of London sendt deres dygtigste, Jem Trehearne, afsted for at undersøge de tilbagevendende skibsbrud. Han indlogerer sig på Jamaica Kroen og inden længe har han infiltreret banden og vi erfarer, at forbryderbanden ledes i al hemmelighed af den aristokratiske Sir Humphrey Pengallan. En klassisk, oppustet, gentleman tyv, på sin vis af samme skole som forbryderne i samtidens Ealing-komedier (som Tom Hanks med mindre held gentog i Coen-brødrenes ”The Ladykillers”), og i Charles Laughtons skikkelse med vanligt engelsk diktion, bid og tvetydigt grin.
Helt central er den suspensefyldte scenen, hvor politimanden Trehearne (en lidt fersk Leslie Banks) intetanende fortæller Laughtons lyssky bagmand om sine planer for at have infiltreret smuglerbanden. Pengallan ved det, vi ved det, men den 'uskyldige' helt er lukket ude. Klassisk suspense og klassisk Hitchcock. I en fremførelse af på en gang nervøsitet og snedig genialitet, balancerende på et knivsæg, viser Laughton stort, stort skuespil.
Gruppen finder dog også hurtigt ud af hvem Jem er, og prøver derfor at myrde ham. Da den snilde Mary redder ham ud af smuglernes klør, er smuglerne efter både Jem og Mary.
”Jamaica Kroen” er en elementært spændende historie af klassisk Hitchcock snit, som man ikke går fejl af, hvor en 'uskyldig' (her usædvanligvis en kvinde) fanges i et net af uoverskuelig kriminalitet, men som alligevel formår at klare skærene ved hjælp af snilde, fornuft og held og de overmodige forbryderes egen dumdristighed. Efterveerne fra Hitchcocks tid i 20ernes er desuden endnu tydelig i denne film. 'Mise-en-scenen', det glidende kamera og de elegante sort/hvide-billeder bærer således præg af indflydelsen fra både den tyske ekspressionisme og den franske impressionisme. Sidstnævnte skulle Hitchcock videreføre og perfektionere i senere berømte scener som den svimlende scene med klokketårnet i ”Vertigo”. ”Jamaica Kroen” binder på denne vis smukt bro mellem begyndelsen i England og mesterværkerne i Hollywood, og den er klart en af de bedre film fra hans tidlige karriere.
Ekstramateriale er der intet af så ingen stjerner her.
Anmeldelsen afsluttes med:
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
On Air Video.
