Skriv en kommentar
Lommebogsfilosofi er nok ikke et særligt positivt ord. Dog gør det sig gældende i Ryusuke Hamaguchis seneste film, hvor samtaleemnerne er blevet flyttet fra en teaterscene til det store lærred. Filmens tre små historier kunne sagtens være fortalt på en scene, men det er også meget underholdende at se dem udfolde sig i en biograf.
Den første filmsekvens omhandler modellen Meiko (Kotone Furukawa) der hører på sin venindes beretning om første daten med drømmefyren. Han er sød, sympatisk, lyttende. Ja, han er perfekt. Dog viser det sig, at manden er Meikos ekskæreste, og det skal der naturligvis følges op på.
Det bliver til lange samtaler mellem Meiko og ekskæresten, hvor følelserne og ærligheden får mere eller mindre frit løb. Hamaguchi har giver os lange billeder, hvor vi på mange måder som publikum ser menneskers frie natur udfolde sig, og ser det begær, de fleste kvinder har.
Igennem historierne bliver der lagt vægt på kvindernes rolle. Kvinderne er her blevet seksuelt frigjorte og kan snakke om og ærligt om vores lyster – uden at kvinderne bliver gjort til ofre for mænds magt, men Hamaguchi giver os filosofiske beretninger omkring kvindernes egen magt og sårbarhed.
Med lange samtaler må det siges, at tempoet også er langsommeligt, men fortsat interessant. Det andet kapital kommer dog til at være lidt for langt, da størstedelen er en kvindelig studerende, som læser en erotisk novelle op for en professor. Det er lidt ligesom at se forspil uden nogen forløsning.
Den sidste sekvens er dog smuk og følelsesladet, om to kvinder, der møder hinanden efter flere års fravær, og finder hinanden i forskellige roller i livet. Selvom der ikke yderligere er nogen form for seksuel undertone i denne sekvens, bliver det fortsat en fortælling om ensomhed og hvordan man alligevel kan finde hinanden sent i livet – også selvom der er opstået misforståelser, så er man fortsat dybt afhængig af hinanden i kampen om et lykkeligt liv.
Replikkerne bærer præg af vores egne hverdagssituationer, men der bliver stadig fokuseret på dybden af samtalerne, hvor al vores ærligheden, begær og drømme muligvis ligger gemt i de roller, vores omgangskreds kræver os at spille.
”Japanske fortællinger” er japansk filosofi og identitetsdrama fortalt over tre forskellige fortællinger. Alle personer kæmper med deres egne dæmoner, deres eget begær og frigørelse om kvindernes rolle. Hamaguchi har skabt en autentisk film, hvor karaktererne bliver nødt til at reflektere over dem selv og deres valg i livet. Denne slags film ses muligvis sjældent i den japanske filmindustri, hvilket også gør den mere interessant.
