Mere fortid
Det er Bournes fortids som igen spiller ham et puds – denne gang omkring hans far, som muligvis var involveret i hvervningen af Bourne som agent. Sidst vi så Bourne forsvandt han sporløst efter at have optrevlet sandheden om CIA-operationerne Treadstone og Blackbriar. Nu, nogle år efter, dukker Bourne op til overfladen igen og han er fast besluttet på at undersøge de nye sandheder, som har set dagens lys.
Det er Nicky Parsons, som har hacket CIA og de oplysninger videregiver hun til Bourne. Med Bourne ude af sit skjul, bliver CIAs direktør Robert Dewey opsat på endeligt at tilintetgøre Bourne, specielt nu da Bourne har fået nys om CIAs planlagte overvågningsprogram ”Iron Hand”. Dewey sender en eks-Blackbriar snigmorder, kendt som ”The Asset”, til at klare opgaven, men måske kan Bourne få hjælp fra nogen indefra CIA?
Tilbage på sporet
Det er ikke kun Jason Bourne, som er tilbage - det er også instruktøren Paul Greengrass, skuespillerne Matt Damon og Julia Stiles, komponisten John Powell og klipperen Christopher Rouse. De var alle var med til at gøre The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007) til en efterhånden legendarisk serie sammen med den første film i serien, The Bourne Identity (2002), som blev instrueret af Doug Liman. Serien har også budt på den væsentlig svagere spin-off-fortsættelse The Bourne Legacy (2012), som fulgte Jeremy Renners agent Aaron Cross.
Med Matt Damon tilbage i rollen, som den ustoppelige agent, bliver serien drejet ind på sporet igen. Selvom Damon i 2008 nægtede at lave flere i serien, fordi han mente at alt, hvad der skal fortælles, var blevet fortalt, løsnede han mere og mere op for tanken om at vende tilbage den efterhånden ikoniske agent-rolle. I virkeligheden var det sikkert sundt for både Damon og instruktøren Greengrass at lave noget andet i rum tid inden de igen skulle kaste sig over endnu en fortsættelse af historien.
Greengrass har siden Ultimatum lavet Green Zone (2010) og Captain Phillips (2013), mens Damon har kastet sig over så forskellige film som Invictus (2009) og The Martian (2015), der begge gav ham oscarnomineringer og genremæssige forskellige film som True Grit (2010), The Adjustment Bureau (2011) og Interstellar (2014).
Underholdende men intet nyt
Kort fortalt rammer Jason Bourne seriens hektiske og velkomponeret action-stil igen. Man kan sagtens mærke at netop instruktør, klipper og komponist er tilbage, da stilen rammer i tråd med Supremacy og Ultimatum, og det i den grad et plus. Jason Bourne mangler dog en del af mystikken fra netop disse film og giver som del af Bourne-serien ikke meget nyt under solen. Nuvel der er flere hemmeligheder, som kommer frem i lyset, men det er intet som for alvor rusker i Bournes verdensorden.
Jason Bourne er underholdende og stilmæssig fantastisk, men giver ikke publikum nogen banebrydende oplevelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.