Skriv en kommentar
Portrætfilm som denne kan egentlig opsummeres utroligt hurtigt; Ingrid Bergman, berømt hollywoodskuespillerinde, født 1915 i Stockholm, død 1982 i London, flyttede meget. På den anden side er portrætter også utroligt svære at lave, for hvad er det egentlig, der definerer en persons liv? Er det de konkrete hændelser, er det alt det, de ikke gjorde, er det deres barndom, er det de børn de fik, er det den kunst, der står tilbage?
De fleste tænker på Ingrid Bergman som kvinden fra Casablanca i det bløde lys, der beder Sam om at spille sangen As Times Goes By. Men bag det yndige ydre ligger selvfølgelig en dybere historie.
Fra Sverige til USA til Italien til…
Begge Bergmans forældre døde, da hun var barn. Inden han døde, nåede hendes far at tage mange billeder af hende, hvilket filmen slår ned på flere gange, som en årsag til at hun gik filmens vej. Som ung skuespillerinde blev hun hurtigt en stor succes i Sverige, og snart blev hun headhuntet til Hollywood af David O. Selznick, produceren bag Borte med Blæsten, hvor hendes mand og datter også flyttede med efter noget tid. Snart var hun også en stjerne i USA, men som tiden gik, blev Hollywoods glamour hende for tomt. Hun blev forelsket i den italienske instruktør Roberto Rossellini, flyttede fra familien til Italien, og fik tre børn der. Dette ægteskab holdt dog heller ikke, og snart flyttede fra denne familie til Paris og senere London.
Noget om min mor
Det skulle eftersignende være Bergmans datter Isabella Rossellini, der foreslog instruktør Stig Björkman at lave en film om hendes mor. Ud over børnenes erindringer, baserer filmen sig også på dagbøger, breve og Bergmans egne optagelser, som tilsyneladende er omfattende, da hun elskede at filme både sit familieliv og sit arbejdsliv. Men trods idylliske familiebilleder sporer man hos de fleste af børnene et afsavn til en mor, der, med hendes egne ord, omlagde sit liv hvert tiende år og gik ind og ud af sine børns liv, som hendes karriere og ambitioner tillod.
Selvom kildematerialet virker omfattende, føles det ikke som om, man rigtig finder ud af, hvem Bergman var. Mange forældre forbliver at mysterium for deres børn, og dette er ingen undtagelse At hun var kompleks og rastløs er tydeligt, men filmen er for respektfuld til rigtig at ridse i lakken. Og det frustrerende er, at filmen faktisk rør rigtig mange aspekter, hvor der må ligge noget dybere bag, fx hendes frustration over hvordan offentligheden blandede sig i hendes privatliv eller hendes utilfredshed med, hvor få roller der er til skuespillerinder over en vis alder. Sidstnævnte er et problem, der stadig er aktuelt i dag, men det bliver ved blot at være et citat, der hænger blidt og uopfulgt i luften uden rigtig at forstyrre nogen.
A sigh is just a sigh…
Og det er rigtig synd. For sammenligner man fx med filmen Amy om Amy Winehouse, der kom ud tidligere i år, er det tydeligt, at man sagtens kan lave et dybt og rørende portræt af en kendt kvinde, hvor man dykker ned i smerten, samtidig med at man har respekt for hovedpersonen. Selvom Bergman var en forgangskvinde på inden for sin karriere, og selvom der mangler nogle skarpere, ærligere portrætter af de kvinder, der gemmer sig bag Hollywoods bløde lys, bliver Jeg er Ingrid på mange måder det samme som Bergman selv: yndig, charmerende og temmelig harmløs.
