Skriv en kommentar
Ingrid Bergman har været en af de helt store kvindelige ikoner på det store lærred, da hun sammen med blandt andre Bogart skabte filmmagi tilbage i hendes storhedstid i 40’erne. I august sidste år ville hun have fyldt 100 år og denne dokumentar skal agere en hyldest til hendes tid i rampelyset.
Dokumentaren er en af de mere intime af slagsen, da man ikke blot kommer tæt på Bergmann som person, men også hvordan hun var i privaten - hvad der optog hende og fascinerende hende. Instruktør Stig Björkman teamede op med Bergmanns datter, Isabella Rossellini, og sammen har de skabt et ret omfattende portræt.
Man bliver overrasket over, hvor meget materiale de har skaffet til denne film. Selve tidslinjen er ret omfattende og dækker alt fra hendes helt spæde karriere og op til slutningen af tiden i rampelyset, hvilket er en herlig effekt på dokumentaren. Ofte er dokumentarer meget omfattende, men glemmer at få alle de brugbare detaljerne med. Det formår Björkman i denne film, som både agerer en visuel fornøjelse såvel som en historie inspirerende fortælling. Sammen med nogle andre stærke kvindelige personligheder i Hollywood bliver Ingrids livshistorie åbnet op og delt med tilskueren.
Den personlige vinkel er en meget god måde at fortælle historien på - dem der har en passion for den mere klassiske, strukturerede dokumentarstil vil nok føle sig lidt forvirret og irriteret over kompositionen. Men hvis man ser både livet og filmen som en kunstnerisk instans, så fungerer det eminent. Dokumentaren får billederne og det de betød for Bergmann til at være den narrative faktor.
Filmisk set minder dokumentaren lidt om den seneste film om Kurt Cobain, Montage of Heck, og hans op- og nedture i livet som sanger for bandet Nirvana. Den gør også brug af fragmenter fra livet - dagbøger, tekster, optagelser, lydfiler og lignende og bringer dem til live i filmen. Det ville blive en kedelig affære og nærmest være en Powerpoint-præsentation, hvis tekst og breve blot blev placeret på skærmen - det handler om at bringe til live, og det formår Jeg er Ingrid at gøre solid brug af.
Der er ikke så meget negativitet at finde i filmen, og det har der måske heller ikke været i hendes liv. Det kan godt blive en lidt træg affære i længden, men selve historien og måden hvorpå hendes liv bag facaden bliver illustreret fungerer rigtig godt. Det er lidt mere en hyldestfilm end en reel dokumentarisk fremstilling af virkeligheden, og det skal man lige skrive bag øret. Det er absolut ikke noget negativt, men konceptet kan godt kræve lidt tilvænning og tålmodighed.
Samlet set er Jeg er Ingrid en solid dokumentarfortælling om en af Hollywoods helt store stjerner. Man får nyt materiale, mere personlighed og ikke mindst en ret intimt portræt af en person, vi ellers kun har set i karakter. Filmen er en fornem hyldest til Bergmann og sørger for at understrege, hvad der egentlig gjorde hende så populær verden over.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
