Skriv en kommentar
Det starter ikke ligefrem godt. Faktisk begynder filmen med at falde lige i fælden af mulige klicheer. En gammel Margaret Thatcher (Meryl Streep) vandrer ind i en indvandrerbutik for at finde mælk. Den etniske musik brager ud af de dårlige højttalere og overdøver alt i butikken, bortset fra den høje ringende lyd af kasseapparatet. Den lille forkrøblede dame tøffer rundt og er tydeligvis utilpas i miljøet og mistroisk overfor hendes etniske medmennesker. Det her føles ikke ligefrem som Margaret Thatcher, men som enhver anden 80-årig gammel dame, der ikke har kunnet følge med tiden og udviklingen i hverdagen omkring hende.
Hun fortsætter hjem for at lave morgenmad til sin mand, Denis Thatcher (Jim Broadbent), mens hjælperne i huset hvisker på gangene. Heldigvis fortsætter filmen ikke den dur, men vælger at tage udgangspunkt i Margaret Thatchers liv, efter hun er blevet enke. Det betyder, at Denis aldrig sidder ved morgenbordet, men at det er Margarets fantasi (og nok også sorg), der lader hende forestille sig, at han stadig er i live, eller i hvert fald til stede. Margaret er desuden ’indespærret’ i sit hjem for hendes egen sikkerheds skyld, da hun er svært dement og meget sjældent optræder offentligt længere.
Den demente og spøgelset
Filmen fortsætter herefter med at skifte mellem nutiden og Margarets erindringer. I nutiden plages den gamle Margaret af sin omsorgsfulde datter, der for alt i verden vil hjælpe sin mor og overtale hende til at smide Denis’ gamle tøj ud, da han har været død i årevis. Når Margaret så går i stå i nutiden, ofte fordi Denis minder hende om noget, skifter man til hendes erindringer. Først fra den lille landsby hun opvoksede i, og til hendes tid på Oxford University. Derefter hendes kamp for at blive meldt ind i det mandschauvinistiske parlament, blive partileder og hendes årrække som Storbritanniens premierminister.
Det meste af fortiden handler om hendes karriere, mens det er i nutiden man hører om livet bag Margaret Thatcher. Interaktionen mellem Streep og Broadbent er derfor også det mest underholdende i filmen, og som fortæller mest om både hendes forhold til familien og sig selv. Skuespillerne formår at opnå en stemning mellem dem af hygge og paranoia. For Denis er ikke kun til stede hos hende for at tænke tilbage på deres liv sammen, men også for at konfrontere hende med de svære spørgsmål i livet på en måde, så hårene rejser sig i nakken. Streep balancerer mellem at være den støttende kone til den magtsyge kvinde, der vil sætte sin egen dagsorden, og ikke lytte til hvad andre mener, om det så er parlamentet, hendes kolleger eller hendes mand.
Mamma Thatcher
Man kan både håbe og frygte for filmen, før man begiver sig i biografen, og det er mest på grund af filmens instruktør Phyllida Lloyd. Jernladyen er blot hendes anden spillefilm - før da har hun mest gjort sig som en meget talentfuld instruktør på teater- og især operaforestillinger. Men det er dog ikke fordi hun er ny i branchen, at man kan frygte for Thatcher, men på grund af hendes allerførste spillefilm. For ingen kan argumentere imod, at filmen er den mest indbringende film fra Storbritannien, men Mamma Mia! er bare ikke en god film. Den er muligvis et produkt af Lloyds instruktørerfaring fra teatret, og derfor bliver den alt for hysterisk og teatralsk. Lloyd har dog heldigvis i sin nye film skruet ned for teatererfaringen og op for de filmiske virkemidler, og det skal vi prise os lykkelige for.
Ud af klædeskabet
Der er meget i denne nye film om Margaret Thatcher man har set før og det er især manuskriptforfatteren der ikke har turde tilføje noget nyt til portrætfilmen. Det er tydeligt at Lloyds film ikke er noget usædvanligt, når man allerede efter et par dage har glemt det meste af filmen. Der er selvfølgelig scener, der stadig står tydeligt i erindringen, men det er kun de mest essentielle scener, eller dem der er med i traileren. På trods af, at filmen begynder med Thatchers flugttur ned efter mælk, formår Lloyd ikke at hive Jernladyen ud af mørket og ud af hendes mands klædeskab. Det er Meryl Streep alene der nuancerer karakteren og gør hende elskværdig og troværdig, hvilket er derfor man ikke kommer til at kede sig i selskab med den demente dame og hendes erindringer.
