Skriv en kommentar
Clint Eastwood kaster sig over musicalgenren med filmatiseringen af den succesfulde Broadway opsætning af samme navn, som følger succesen (og problemerne) bag 1960’ernes pop/rock gruppe The Four Seasons. Resultatet er tandløst og udramatisk, men uden at miste underholdningsværdien.
Frankie Castellucio (John Lloyd Young) er kendt i kvarteret for sin sangstemme, og bliver optaget i vennen Tommy DeVito’s (Vincent Piazza) band, der underholder på klubberne i 1950’ernes New Jersey. Hjulpet på vej af gangsteren Gyp DeCarlo (Christopher Walken) bliver musikken vejen ud af småkriminaliteten, og Frankie Castellucio bliver til Frankie Valli, som historien kender ham. Herfra følger filmen succesen og forhindringerne bag The Four Seasons’ rise to fame og mangeårige karriere, undervejs ledsaget af hits som ”Sherry”, ”Big Girls Don’t Cry” og den ikoniske ”Can’t Take My Eyes Off You”.
Why so serious?
Det er påfaldende at filmen, med al den letbenede underholdning, man ville forvente af musicalgenren, alligevel forsøger at skildre seriøst drama i pauserne mellem de vellykkede musikalske indslag. Det er himmelråbende uinteressant når der (uundgåeligt) opstår problemer i kulissen over Tommy’s gangster-gæld, og scenerne med Frankies intrigante gold-digger kone og stofmisbrugende datter fremstår karikerede og unødvendige.
Tre ud af de fire skuespillere, der lægger krop til bandmedlemmerne, er hentet direkte fra Broadway versionen, og det kan desværre mærkes. Hver replik leveres, som skulle den overfortælles helt ned til ’the cheap seats in the back’, og hovedrollerne smører så tykt på med Jersey accent og 50’er gadedrenge opførsel, at det får John Travoltas Danny Zucko fra Grease (1978) til at ligne underspillet socialrealisme. Ansvaret ligger dog mere hos det dovne manuskript, som synes copy-pastet fra sceneversionen, og Eastwoods instruktion, som skulle have brugt mere energi på at tøjre de uanfægteligt talentfulde skuespilleres Broadway-energi.
It is quite all right
Alligevel kan man ikke helt lade være med at vippe med foden når musikken spiller. Det er selvfølgelig primært musikken, det handler om, og den er også grunden til at projektet ikke kulsejler helt. Filmens visuelle udtryk trækker også opad, hvor især produktions- og kostumedesign spiller med ”jeg-vil-have-en-Oscar” musklerne. Derfor går filmens 134 minutter med tandløs underholdning alligevel overraskende stærkt i sidste ende. Og heldigvis i en toneart der klinger.
