Skriv en kommentar
Vi møder et nørdet vennepar sidst i deres gymnasietid. Ingen af dem har aldrig haft en rigtig kæreste og absolut ingen erfaringer med, hvad det vil sige at indgå i et parforhold. Det er den generte Gustav (Albert Rosin Harson), som har svært ved at afslutte sine sætninger, når han står over for det modsatte køn. Hans bedste ven Buller (Milo Campanale) tager tilløb til at komme ud i rampelyset for at vise, hvor dygtig en DJ han er, hvis han får chancen af gymnasiets festudvalg.
De to venner har tydeligvis gennem hele deres gymnasietid delt deres tanker, drømme og haft deres faste rutiner og stamsteder f.eks. den lokale pølsebar på byens torv. Som publikum kommer vi ind i filmens fortælling ’in-media-res’ på Gustavs og Bullers tredje og sidste år i gymnasiet, hvor de går fra at være en to-kant til en trekant med den nyankomne, hotte Allan, som for en stund fordrejer hovederne på de populære piger.
Lokationerne i filmen kan sidestilles med kulisser på en scene. Filmen vil kunne fungere rigtig godt som et stykke ungdomsteaterstykke, hvor sceneskift og variationen i kulisserne kunne give en dynamik til fortællingen. Replikkerne i filmen flyder ikke helt naturligt og der mangler et troværdigt flow i mange af dialogerne fx den franske hotdog som skal forstås i overført betydning som billede på venskab, er en tåkrummende og nærmest pinlig replik. Dog bliver replikken heldigvis fremført af en garvede skuespillerinde (Helle Dolleris). De fire unge menneskers replikker (Gustav, Buller, Allan og Zelma) er lidt for opstillet og det er ærgerligt. Indimellem får de fremført nogle sjove replikker, men der er langt mellem dem.
Idéen og filmprojektet har potentiale, men der mangler flere lag og dybde, også selvom det er en komedie. Netop fordi filmen slås op som en ungdomskomedie er det endnu vigtigere med en solid bund med en dyb fortælling, der kan slippe tøjlerne løs og både være sjov og nærme sig det pinlige med substans og skarphed uden at det bliver tåkrummende og rigtig pinligt.
