Skriv en kommentar
Instruktør Bornedal, der på småpretentiøs dansk instruktør-maner har sløjfet fornavnet, kaster sig hovedkulds og med sprællende arme ind i klicheland endnu engang. De kunstneriske ambitioner er højere end nogensinde, produktions-designet lige så imponerende for en dansk produktion som det var tilfældet i ”Jeg er Dina” og historien lige så klichetung som den var i ”Nattevagten”. Ganske som i sidstnævnte lykkedes det dog at fortælle en historie der er fortalt masser af gange før uden at filmen bliver alt for kedelig.
Denne gang er det den gennemprøvede dannelseshistorie om manden der bliver forvekslet med en kvindelig koma-patients sagnomspundne kæreste. Anders W. Berthelsen spiller Jonas - en gift fyr med et overordentligt kedeligt familieliv. En dag støder han bogstavelig talt ind i Julia (Rebecka Hemse), en ung, smuk, svensk kvinde der efterlades i koma. Jonas opsøger hende på hospitalet, overbevist om at være skyld i ulykken og før han har set sig om er Julias familie overbevist om at han er hendes meget omtalte, men aldrig sete kæreste, Sebastian (Nikaolaj Lie Kaas). Jonas spiller med på ideen, tilfører sit liv en smule spænding og er lynhurtigt ude hvor han ikke kan bunde. Dertil kommer den mystiske Sebastians genopstandelse fra de døde, Jonas’ rustende familieliv og Julias pludselige opvågnen.
Historien er som sagt set et utal af gange før, sidst herhjemme i ”Elsker dig for evigt”, der havde et lignende plot, men trods alt var en helt anderledes film. Bornedal er nemlig så langt fra Dogme-brødrene man kan være i dansk film, med sit overdrevent stiliserede udtryk og mærkværdige lyddesign. Der drages god nytte af Ørestadens sine steder bemærkelsesværdige arkitektur og konstrasteres med flashback-sekvenser til Julia og Sebastians mystiske fortid i Asien. I det hele taget viser Bornedal stor kontrol over detaljerne i sin film. Det er dog også der det bliver et problem for filmen er sine steder alt for selvbevidst. Der er en ide i titlen og melodramaet er ikke til at tage fejl af, men når der veksles mellem virkelig velfungerende, dramatiske scener og fuldstændig utroværdige udbrud og karakterer, så bliver filmen som helhed en ustabil, haltende affære. Der er flotte billeder, gode scener, til tider virkelig godt skuespil, men det er som om de mange gode enkeltbrikker ikke har skabt en overbevisende og velfungerende helhed. De mere henkastede gyserelementer og slutningens udbrud af rå og nådesløs vold virker også en smule uprovokeret. Og filmens sidste scene (der også er den første, hvilket glimrende illustrerer hvor klichepræget filmen er) er irriterende konklusiv og moralsk, mere end plotmæssigt motiveret.
Ole Bornedal er en af dansk films mest overbevisende eksportvarer, ingen tvivl om det, men lad dog de pretentiøse tendenser ligge. Lad være med at prøve at lave ”kunst” eller ”auteurfilm” når hverken vision, format eller originalitet er til stede.
