Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Robertprisen 2021
Omfattende Udvid...
Bag Skyerne – Nå...
Robert-Nominerin...
Casper

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Far Til Fire & V...
Far Til Fire & Vikingerne billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Kald mig bare Aksel

26. september 2002 af Jesper Skovlund

4 stjerner Skriv en kommentar

Kald mig bare Aksel billede

Kald mig bare Aksel lever og lever godt i kraft af en i bedste forstand respektløs omgang med danskere og muslimer.

Vi er ikke forvænt med danske film der tager en flygtninge/indvandrer-problematik op, af spillefilm har vi vel ikke set nogen siden Erik Clausens "Rami og Julie" fra 1988 og Brita Wielopolskas noget oversete "17 op" fra 1989. I og for sig bemærkelsesværdigt i en tid hvor folketingsvalg afgøres på emnet og emnet iøvrigt er et af de mest hede debatemner i Danmark. Så meget desto mere grund er der til at gå i biografen og se Pia Bovins fine spillefilmsdebut med børne/familie-filmen "Kald mig bare Aksel".

Aksel, 11 år, bor i den form for betonkompleks som vel nærmest er gået hen og blevet synonymt med dansk social-realisme; ikke desto mindre har den form for komplekser eksisteret siden engang i 1970-erne og eksisterer endnu i dag på godt og måske især ondt. Aksel er alene med sin mor og sin storesøster, og længes efter sin far der ofte er for drukken til at være noget for Aksel.
Det er en flot og god, og måske i virkeligheden indlysende pointe, at Aksels rodløshed, på trods af en kærlig mor og når det kommer til stykket ditto storesøster, hjælper ham grundigt på vej til at tage den store beslutning; at ville være muslim. For selv om den muslimske familie er streng og vogter nidkært over sine medlemmer, så er den altså også ansvarsfuld og kærlig. Det bliver hurtigt Aksels opgave, at manøvrere mellem den danske familieopløsning og den muslimske autoritære familie.

Pia Bovin og manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen kommer elegant rundt om en del brandbare emner i forholdet til vore muslimske medborgere; omskæring, svinekød, kønsroller, bøn, fundamentalisme, store muslimbiler og guldkæder. Mens den danske racisme er underligt fraværende og vel kun symbolsk tilstede ved den herreløse hund der må gå for lud og koldt vand (ja, det er også Aksel) og forfølges af den nævenyttige vicevært der sørger for det danske kompleks´ ro og orden. Aksel og hans muslimske veninde tager livtag med emnerne og placeres vel i virkeligheden på sidelinjen i forhold til dem; konflikterne løses for nuværende men hvad med fremtiden? Det ville måske også være for meget forlangt, at de handlekraftige børn i filmen skulle klare det standende kultursammenstød, selvom der ikke, måske meget realistisk, er meget håb at hente hos de voksne. At lade en gruppe muslimske drenge udgøre dommerjuryen i et dansk melodigrandprix henne i klubben er simpelthen en flot, flot idé, som man burde tage til sig i det officielle Danmark!

Pia Bovin fortæller i passager af filmen i billeder der lægger sig op af en dokumentarisk (og som man siger nu om dage dogmeagtig) fremstilling med hurtige jumpcuts og stærke nærbilleder. Det gøres dog ikke konsekvent og virker ærlig talt i begyndelsen af filmen forstyrrende. Ligeledes er der problemer med fremdriften i handlingen; de fortællemæssige hovedelementer har det med at køre i tomgang – især omkring forholdet til den herreløse hund og til fritidsklubbens melodigrandprix er gentagelsen på spil. Filmen reddes dog alt i alt af de mange fine optrin, hvor Aksel undrende, handlekraftig og kompromisløs går til den muslimske veninde og hendes familie for at skabe sig en tilværelse. Scenen, hvor Aksel får den muslimske imam med på besøg hos den fordrukne far skal fremhæves; alle fordomme fortæller os, at imamen vil blive smidt ud med fuld musik af en gennemracistisk, arbejdsløs og fordrukken dansker. Det sker bare ikke. Scenen virker i al sin naivitet og umiddelbarhed øjenåbnende i en tid hvor fronterne af og til virker katastrofalt fastlåste. Scenen hvor Aksel går til bøn i moskeen virker på samme måde. Heroverfor er Aksels mors og storesøsters ”velmenende” gøren-grin-med slør plat og pinlig.

Efter filmen spurgte en dreng instruktøren: ”Hvorfor skulle det lige være muslimer?”. Pia Bovin svarede: ”Fordi det havde vi lyst til!”. Heldigvis er instruktørens stemme i og med filmen ikke slet så beskeden og afvisende; "Kald mig bare Aksel" lader børnene komme til, hvor de voksne næsten har givet op, pyha det er godt!

Titel: Kald mig bare Aksel
Original Titel: Kald mig bare Aksel
Premieredato: 27. september 2002
Instruktør: Pia Bovin
Skuespillere: Adam Gilbert Jespersen, Nour Abou El-Foul, Nadio Bøggild, Sarah Kjærgaard Boberg, Jesper Lohmann, Petrine Agger, Henrik Noél Olesen, Sara Bovin, Abdel Mahmoud, Imad Abou El-Foul, Zeinab Chour
Spilletid: 85 min.
Selskab: Zentropa Entertainments, Nordisk Film Biografdistribution, 2002
Genre: Familie
Link: http://www.kaldmigbareaksel.dk
Aksel og Ali i moskeen
Aksel og Ali i moskeen


banner
Overskrift Højre Block
Locked Down (HBO...
Star Trek: Picar...
C. B. Strike: Le...
The Dig
Clouds
The Godfather Co...
The New Mutants
Lykkebugten
The Defeated
After We Collided



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...