Skriv en kommentar
Quentin Tarantino sætter med Kill Bill Vol. 2 punktum for et blodigt hævntogt for Black Mamba, alias Beatrix Kiddo (Uma Thurman). Vol. 2 og 1 fletter sig snedigt sammen til én samlet historie, der gensidigt uddyber og forklarer hinanden. Vol. 2 bliver derfor er en fortsættelse af 1’eren og ikke bare endnu en opfølger i håbet om at udnytte 1’erens succes. Den er ganske enkelt bedre, især fordi den forløser de ubesvarede spørgsmål, der unægteligt rejste sig efter 1’eren.
Hvem er Bill?
Bill (David Carradine) er chefen for The Deadly Viper Assasination Squad, hvor en række toptrænede lejemordere arbejder med dødelig præcision. Beatrix Kiddo var stjernen på holdet, ligesom hun også blev Bills elskerinde. Men da hun bliver gravid med Bills barn, beslutter hun sig for at stoppe ved at lade Bill tro, at hun er død. I stedet vælger hun ”det ordinære liv” i en lille by med mand og barn. Det var ikke et populært valg, og Bill finder frem til hende og dukker op til generalprøven på hendes bryllup. Det bliver et romantisk gensyn mellem de to, men fra vol. 1 ved vi, at Bill må være en meget god skuespiller. For vi ved, hvad der skal til at ske, det skete også i 1’eren. Med sig har Bill nemlig The Deadly Viper Assasination Squad: O-Ren (Lucy Liu), Vernita Green (Vivica A. Fox), Budd (Michael Madsen) og sidst, men ikke mindst, den lede og iskolde Elle Driver (Daryl Hannah). De likviderer hele bryllupsselskabet, og Bill placerer en kugle i Kiddos pande. Så skulle man tro, at den historie var fortalt.
Men det er den ikke, for Kiddo overlevede efter fire år i koma. Og ikke overraskende vil hun have hævn, og hævnen må udleves på den eneste måde, som hun kender til – hun er en dræber. I 1’eren fik hun hævn over O-Ren og Vernita Green. Nu er turen kommet til Budd, Elle og vigtigst af alt, BILL.
Hævnhistorien:
Efter en kort prolog med Kiddo, der samler trådene fra 1’eren, starter resten af hævntogtet. Og vol. 2 er en ren og simpel historie om hævn. Det er ikke en kompliceret og konstrueret psykologisk konflikt, som du skal fundere længe over for at forstå. Kiddo er blevet forrådt, og nu vil hun have hævn. Nogle kritiserer vol. 2 for at være en tynd historie. Men som Quentin Tarantino selv siger, er det jo bare en ren hævnhistorie og ”What else do you want?”. Er de fleste rene historier om menneskelige instinkter og behov ikke simple og ægte? Følelsen af at ville tage hævn kender vi nok alle. Metoderne i vol. 2 er så måske knap så velkendte, men referencerne til bl.a. Superman og superheltetegneserierne har vel en årsag. Dræberne er superhelte- og heltinder. Og ex-dræberen Beatrix Kiddo er en stærk kvinde og superheltinde, der taber og falder såret i støvet, men hun rejser sig igen og klarer de mest komplicerede, umulige og uløselige situationer.
Den visuelle oplevelse:
Måden den simple historie fortælles på, får den til at skille sig ud. Musik, billede, koreografi, lys og lyd er tænkt igennem til den mindste detalje, og detaljer er der mange af: kapitelinddelingen, som også ses i Pulp Fiction; den teknik, vi først så i Matrix-filmene i kampscenerne; den klassiske western-skudduel; musikken, som vi genkender fra westernfilmene; de sort - hvide scener med fortællerstemmen, som spiller på film noir-genren.
Intense nærbilleder afløses af totaler af åbne landskaber, der fastholder os. De snedige brug af lyd fastholder os: som da Kiddo begraves levende, men vi intet billede ser. Sort skærm og lyden af jord, der rammer kisten. Det er næsten som at ligge der selv, og havde man ikke klaustrofobi, er det lige før, man får det.
Kill Bill vol. 2 er så visuelt og æstetisk overvældende, at man bare må bøje sig i støvet for Quentin Tarantino.
Ja, der er mange teknisk flotte og overvældende film i Hollywood, men ingen af dem skaber den særlige Tarantino’ske stemning og det særlige univers. Og det skaber han i høj grad ved at danne en genre-hybrid.
For selv om hævnhistorien måske er ren rendyrket genre, så er vol. 2 ikke én genrefilm. Det er umuligt at påklistre den med en genrekategori. Det er både en hævnfilm, en samuraifilm, en kungfu-film, en kvindefilm og en spaghettiwestern. Og blandingen virker ikke konstrueret eller uægte, for den skaber for os en helt ny mytologi.
Forskellen mellem 1 og 2:
2’eren fortsætter, hvor 1’eren slap, men der er dog nogle grundlæggende forskelle mellem de to, der måske vil gøre det svært at samle vol. 1 og 2 til én film. 1’eren er ét langt voldsorgie, hvor vi præsenteres for mytologien, universet og karaktererne. Der er masser af vold og blod, og det er tydeligt at se, at den henter størstedelen af sin inspiration fra kungfu- og samurai-film. 2’eren er langt mere afdæmpet og eftertænksom, og følelserne spiller en stor rolle, ligesom vi dvæler ved store, åbner landskaber. 2’eren henter størstedelen af sin inspiration, både visuelt og musisk, fra westerngenren. Volden er nedtonet, og faktisk er der kun én voldsom actionscene, hvor opgøret mellem Kiddo og Elle finder sted. Den er til gengæld alle pengene værd. Den mere afdæmpede stil i 2’eren giver mere plads til de velkendte dialoger og monologer, som vi genkender fra bl.a. Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Som f.eks. Bills lange og pinefulde monolog om Superman og Clark Kent. Han hævder, at Superman er Superman, og Clark Kent bare er en forklædning. Akkurat som Kiddo er en dræber og hendes forsøg på at forlade branchen var en forklædning, hun ikke ville kunne leve med.
Spørgsmålet er så, om man kan se 2’eren uden at have set 1’eren? Det mener jeg, at man kan, for isoleret set præsenterer 2’eren en ren hævnhistorie, der ikke efterlader dig uforløst. Men man går selvfølgelig glip af den samlede helhed og især den insisterende og fuldt ud nødvendige lyst, der opstår til at se 2’eren, når man først har set 1’eren.
Ekstra-Materiale:
Ekstra-materialet indeholder en dokumentar om tilblivelsen af Kill Bill Vol. 2, som faktisk er ret god. Der er interviews med Uma Thurman, Daryl Hannah, David Carradine, Michael Madsen og Quentin Tarantino, ligesom der er klip fra filmen. Derudover er der 2 sange på DVD’en, der er skrevet af Robert Rodriguez og spilles live til filmpremieren. Der er også en enkelt fraklippet scene og trailere til Tarrantinos andre film. Ekstra-materialet er godt, men i kvantitet er det skuffende. Der er bare ikke ret meget!
Forhåbentlig kommer der dog et samlet sæt med både vol. 1 og 2, hvor der vil være en del mere ekstra-materiale. Ekstra-materialet får 4 stjerner.
