Skriv en kommentar
”Købmanden i Venedig” er et af William Shakespeares (1564-1616) mange interessante stykker. Shakespeare er en af de mest filmatiserede dramatikere overhovedet. Og når det skal gøres, kan det gøres på flere måder. Mindeværdige film har det i hvert fald givet os, når f.eks. Kurosawa i ”Ran” har omsat ”King Lear” til et dramatisk samuraieventyr. Spor efter Shakespeare er der overalt, men hvad så med at fortælle et af hans dramaer mere tro mod det oprindelige forlæg?
Filmen foregår naturligvis i det 16. århundredets renæssance Venedig, hvor den unge Bassanio (Joseph Fiennes) opsøger sin mentor Antonio (Jeremy Irons) for at låne en stor sum penge, som han skal bruge til at bejle for den smukke Portia (Lynn Collins). Antonio har imidlertid sine penge ud at sejle på fragtskibe og opsøger derfor den kyniske jødiske lånehaj, Shylock (Al Pacino) for at låne de fornødne kapitaler. Shylock og Antonio skriver dernæst under på et lånebevis, der ikke inkluderer renter, derimod må Antonio være villig til at lade Shylock skære en stor luns kød af ham, hvis pengene ikke falder indenfor den aftalte periode.
Dernæst drager Bassanio af sted på sit kurmageri. Hos Portia lykkes det ham at vinde hendes gunst ved at løse en gåde, som flere bejlere uden held har forsøgt sig på før ham. Lykkelig og gift modtager Bassanio dog beskeden om, at Antonio har mistet sine skibe til havs og ikke kan betale Shylock. Bassanio iler derfor tilbage til Venedig for med en pose penge, som han har fået af Portia, at redde sin læremester. Dernæst starter en rettergang, hvor argumenterne flyver af sted, og hvor den snu jøde til sidst narres.
”Købmanden i Venedig” er en interessant historie. Shakespeares drama er yderst velkomponeret og meget livsklog. Det er en historie om antisemitisme, forholdene indbyrdes mellem mænd og forholdet til kærlighed. Filmen tematiserer den usle mammon kontra den ægte kærlighed og retssystemet kontra den enkeltes frihed.
Instruktør Michael Radford har selv skrevet stykket om til film, og det har han gjort ret tro mod forlægget. Det er såvel filmens force og dens ulempe. For den griber fint omkring tematikkerne, men de filmiske karakterer kan ikke folde sig ud på samme måde som på en teaterscene, og det er derfor svært at se, hvad filmens berettigelse er i forhold til en teateropsætning. Godt nok har Shylock igennem Al Pacinos skuespil bevaret sin indsnævrede hævntørst, mens Antonios stærkeste øjeblikke i filmen bliver de homoerotiske scener, hvor Jeremy Irons bidrager til et troværdigt kærlighedsforhold til bassanio. Blikkene og kærtegnene mellem de to balancerer på kanten mellem det venskabelige og det erotiske på en måde, der gør deres forhold meget interessant. Der er også blevet plads til en del bikarakterer i filmen, de støtter eller kontrasterer de andre personer og er på den måde med til at give filmen lidt mere bredde, også i disse roller leveres fine præstationer, der i sig selv er med til at gøre filmen seværdig.
I det hele taget er skuespillet ret godt hele vejen igennem, og sammen med kostumedel og kulisser bliver filmen troværdig som historisk film.
Stykket ville desværre fremstå endnu stærkere på teaterscenen. Jeg er lidt modstander af, at man ikke benytter det filmiske medie mere på dets egne præmisser. Sammenligner man f.eks. med andre Shakespearefilmatiseringer, fremstår Baz Luhrmanns ”Romeo og Julie” (1996) som den klart mest interessante, fordi den benytter filmens forcer på en helt unik måde. Her føres den ældre fortælling ind i et fascinerende musicalunivers, der er blandet med en farverig postmoderne æstetik. Men hvor ”Romeo og Julie” udvidede mulighederne for filmiske fiktioner, synes ”Købmanden i Venedig” mere stagnerende i sin form. Det filmiske tempo og de mange dialoger, tvinger en til at holde ørerne rigtig stive undervejs, og i længden bliver man ærligt talt en smule træt af at sidde og tænke over de mange argumenter. Filmen snegler sig i det hele taget af sted og formår ikke at holde en interesseret i de 138 minutter, som den varer.
Hvor man gik og troede, at filmens æstetik og fortællemåde i endnu højere grad ville løsrive sig fra det litterære, må man med filmen her in mente indrømme, at det ikke er en bred tendens.
Personligt er jeg glad for Shakespeares stykker, men jeg keder mig ærligt talt en smule, når jeg skal sidde og høre på de sneglende og teksttunge film, som alt for få af filmatiseringerne af den dramatiske faders stykker tør udfordre.
Men foretrak du i 1996 Kenneth Branaghs filmatisering af ”Hamlet” frem for Luhrmanns ”Romeo og Julie”, da er ”Købmanden i Venedig” en yderst vellykket adoptering af et stadigvæk relevant drama.
