Skriv en kommentar
Introscenen er ét close-up af hovedpersonen Marco Carreras (spillet af Pierfrancesco Favino) mobiltelefon, som ringer og der står ukendt nummer/ita. ’numero sconosciuto’ på mobildisplayet. Marco sidder i en sofa og læser avis, mens en lille pige ligger og sover. Indtil filmens sidste del er der en konstant skiften mellem flashbacks og mobiltelefonens ringen. Som publikum bliver vi holdt hen længe, hvem Marco får opkald fra. Scenen med mobiltelefonens ringen og flashbacks løber som en tynd rød tråd filmen igennem.
Filmens forlæg er den prisvindende roman med samme titel ”IL Colibrì” fra 2019 skrevet af den italienske forfatter, essayist og journalist Sandro Veronesi, som oprindeligt studerede arkitektur i Firenze. Både romanen og filmen er opbygget fragmentarisk og følger én ikke-lineær struktur på indholds- og den visuelle side. Lokationer skifter fra natstemninger og dyre hotelværelser fra Paris i de indre arrondissementer til det smukke og rige Toscana i Italien med havudsigt og egen privat strand.
Marco er født ind i et privilegeret liv, hvor begge forældre (spillet fremragende af Laura Morante og Sergio Albelli)er arkitekter med godt renommé. I familiens dyre hus i Toscana-området med havudsigt og privat strand har de en miniature-model af huset, som viser, at forældrene selv har tegnet og fået bygget ét unikt og luksuriøst hus. Al den rigdom og materialitet klinger lidt hult og tomt, da vi ser familiens svære relationer og dysfunktionelle mønstre, hvor moderen anses for tyrannen og faderen for den undertrykte, som moderen er utro. Alligevel bliver de sammen, selvom de ikke elsker hinanden.
Tragedien indtræffer en aften, hvor det regner voldsomt. Storesøsteren Irene (spillet eminent af Fotini Peluso) går rundt med høretelefoner på og ligner en zombie med mørke rander under øjnene. Hun går målrettet ned til den mørke strand og tager nogle røde piller, mens hun hører Billie Holiday’s version ”I’ll Be Seeing You”, hvor Billie Holiday synger med stor inderlighed og en melankoli, som gennemsyrer sangen fra begyndelse til slut: ”I will be looking at the moon and I will be seeing you”. Hun vælger drukkendøden.
Den aften er forældrene til forretningsmøde og storebroderen Giamoco drikker sig fuld for han kan ikke finde naboens pige Luisa (spillet af den franske skuespillerinde Bérénice Bejo fra bl.a. ”The Artist” 2011). Samtidig har Marco en hemmelig aftale med selvsamme smukke Luisa og herfra folder den komplicerede kærlighed sig ud, som rækker langt ind i deres voksenliv krydret med had, jalousi og fortvivlelse. Det bliver ét ægte ’ménage-à-trois’ mellem de to brødre og Luisa. Samtidig kører en anden forvikling med Marcos kone Marina (spillet rammende af Kasia Smutniak), som har en psykiske lidelse og konstant er Marco utro. Marco er dog langt værre end sin kone, da han ikke vil indrømme, at han skriver og ser Luisa, som han tror er sit livs tabte kærlighed og som han vil gøre alt for at være sammen med for evigt, men været umuligt på grund af hindringer og tragedier. Luisa siger om Marco, at: ”Der er altid noget, som gør dig forstenet”.
Det mærkes og ses tydeligt, at ”Kolibrien” først og fremmest er en roman med et lidt særegent melodrama, som er blevet transformeret til lærred, hvor de topcastet skuespillere formår at give liv til personerne og alligevel virker Nanni Moretti som psykiater lidt staccato-agtig og Bérénice Bejo som Luisa empatisk, omsorgsfuld og alligevel temmelig distanceret og konen Marina fremstilles mest som paranoia og har hysteriske anfald. Marco spilles med tænksomhed og stor integritet og Favino er fantastisk til at spille den ansvarlige, kompromissøgende og den som passer på andre. Samtidig kæmper han med sit indre om at kunne give sig selv hen og derfor lærer vi ham aldrig rigtig at kende.
