Skriv en kommentar
Musikkens ånd har altid været meget problematisk at fremstille på det store lærred, og dette har højst sandsynligt noget at gøre med musik som en yderst subjektiv oplevelse. Koncerten forsøger at illustrere musikkens healende egenskaber ved at fokusere på den tidligere dirigent Andrei Fillipov. Fillpovs dirigentkarriere på den prestigefulde Bolsjoj-teatret blev ødelagt efter han under kommunismens styre valgte ikke at rense sit orkester for jøder. Dette medførte til en ydmygende koncertfremvisning, hvor han blev tvunget ned fra scene og ikke fik afsluttet koncerten. Siden den hændelse har Andrei været vicevært ved Bolsjoj-teatret, mens hans hjerte længes efter at fremføre den koncert, der aldrig blev afsluttet. Ved skæbnes indblanding bemærker Andrei en invitation til orkestret, der skal fører dem til Paris Châtelet Teatret. Andrei vælger at samle sit gamle orkestrer og at fremfører Tchaikovsky og derved at færdiggøre sit livs værk. Men, som altid er intet, som det ser ud til at være. Andreis tilstedeværelse i Paris kommer til at påvirke mange liv, blandt andre den verdensberømte violinist Anne-Marie Jacquet , der finder ud af at livet - ligesom musikken - aldrig helt kan kontrolleres.
Denne film fungerer bedst, når dens handling fokuserer på musikken og tragedien. Så snart den tilføjer humor bliver det lidt katastrofalt, eftersom denne film ganske enkelt ikke er sjov. Dette har meget at gøre med instruktørens fokus på den russiske mentalitet. Russerne fremstilles som livsglade barbarer, hvor franskmændene derimod fremstilles som dødkedelige og intetsigende. Denne sammensmeltning rammer helt ved siden af, så hvis man vil gerne vil grine, så skal man ikke se Koncerten. Men filmen har sine healende kræfter og dette er især gennem Alexei Guskov og Mélanie Laurent. Guskov spiller Fillpov, og evner at få tilskueren til at heppe på ham. Mélanie Lauren – som de fleste kender fra Inglourious Basterds – brillerer, som Anne-Marie Jacquet. Hendes triumf ligger i, at hun spiller sin karakter med en styrke, men også med en sårbarhed. De formår at være filmens bærende kraft sammen med musikken centrale placering. Andrei Fillpov er den magiske dirigent, der ikke kun forbløffer menneskerne i Châtelet Teateret, men også tilskuerne i biografen. Musikkens væsen visualiseres i en storslået afslutning, hvor kommunismens ødelæggende kræfter sættes op imod musikkens evne til at heale traumatiseret liv. Hvem kommer til at vinde? Tag i biografen og se denne film for at finde ud af det.
