Skriv en kommentar
Lad nu bare faghistorikere og arkæologer skændes om Kong Arthur som historisk figur. Se i stedet på det dramatiske potentiale og de stærke følelser i historien. Der er dem, der vil mene om Guy Ritchies nye fortolkning, at dén figur mangler og dét aspekt er forvansket. Det giver bare ikke så meget mening i forhold til den omstændighed, at historien når alt kommer til alt med stor sandsynlighed bare er … myter.
Ved filmens start er Arthur en lille dreng, der må se til, at hans far, kong Uther, forgæves forsøger at sætte sig op mod Mordred, en mager – troldmand – der har sat sig for at omstyrte den herskende orden. Med militære styrker, der er i klart undertal, og ikke mindst stort personligt heltemod lykkes det umiddelbart Uther at slå anslaget mod kongemagten tilbage, men Arthurs onkel Vortigern, der i virkeligheden er gået over til ’den mørke side’, dræber både Arthurs mor og far, mens Arthur selv driver væk i sikkerhed i en jolle.
Indledningen ridser således et stærkt personligt motiv op for den efterfølgende handling, frem mod den afsluttende ikke særligt overraskende men nok så drabelige kulmination i Arthurs opgør med Vortigern. Dertil kommer, at filmens kampscener ikke lader tilsvarende scener fra Ringenes Herre meget efter, hverken i hærstyrkernes størrelse eller hvad angår abnormt store kampdyr – her i form af elefanter - som går i front for Mordreds styrke. Det løfter måske bare dramaet lige en tand for højt op lidt for tidligt i filmen – for derefter i det store og hele at holde tempoet resten af filmen.
Vandet ved Vortigerns residens trækker sig tilbage og afslører den sten, som sværdet Excalibur sidder fast i. Myten om, at den der kan trække sværdet ud er den retmæssige arving til tronen har bredt sig, men det er selvfølgelig først da Arthur træder op til stenen, at sværdets magiske kraft bliver vakt og det kan trækkes ud. Indtil da har Arthur fristet en tilværelse på samfundets skyggeside. Hvor ord ikke har slået til, har Arthurs næver talt et særdeles tydeligt sprog og hans bevidsthed har i det store og hele været fokuseret på blot at overleve.
Dramaet er stort og voldsomt. MEGET voldsomt i en hektisk række af tableauer, der ikke levner hverken Arthur eller publikum store chancer for at trække vejret. Der er heller ikke plads til at trænge nævneværdigt ind under huden på figurerne. Arthur er nok på en dannelses-/erkendelsesrejse og Vortigern er tilsvarende nok båret af frygt for at miste magten, men disse 2 for historien så centrale figurer er ikke tegnet som meget mere end klicheer i kampen mellem ondt og godt.
Kameraføringen er filmen igennem hektisk, til tider rodet, nærmest som i en rock-video. I hvert fald kan det sine steder i kampscenernes closeups være svært at følge med i, hvad der foregår. John Mathieson har ellers med større akkuratesse stået bag kameraet i film som Gladiator og Logan. På den måde bliver filmen til en visuel tour de force, der savner en stærkere karakterbeskrivelse. Et lille plaster på såret er, at man kan more sig over en David Beckham som befalingsmand for Vortigern og en Mikael Persbrandt som vikingehøvding, der har luret på at profitere på det opbrud, der truer sammenhængen i kongeriget, men som ender med at se det fornuftige i at etablere fredelige forhold til Arthur.
Så er der castingen af de 2 helt centrale figurer i historien. Arthur bliver fremstillet af Charlie Hunnam, der tegner et glimrende billede af en slagsbror, som er vokset op på et bordel, men samtidig et ikke særligt sandsynligt – endside realistisk – billede af udfordrer til Vortigern. Til gengæld tegner Jude Law i rollen som Vortigern en langt skarpere karakter. En utilregnelig despot i den sorte magis vold.
Som nævnt indledningsvis er Kong Arthur gennem tiden fortolket vidt forskelligt, for eksempel fra Disney-studiernes Sværdet i stenen over Monty Python og de skøre riddere til Guy Ritchies brutale nyfortolkning. Jeg vil ikke sætte mig til doms over dét aspekt af fortolkningen, blot konstatere at Kong Arthur: Legenden om sværdet er et visuelt storslået drama med en noget buldrende lydside, der savner karakterdybde.
