Skriv en kommentar
Egentlig bør der ikke knyttes en længere analyse eller udredning til Josef Fares’ anden spillefilm ’Kops’. For i lighed med ’Jalla! Jalla!’ skal ’Kops’ bare nydes for det, den er, nemlig en herlig komedie, der stort set formår at holde sig fra banaliteter og platheder.
Handlingen foregår i en mindre svenske by, hvor alle, inklusive de seks ansatte på politistationen, hygger sig gevaldigt i den daglige trummerum. Og politiet kan sagtens tillade sig at hygge sig, for der er ingen kriminalitet i byen, så dagen går med at spise pølser, spille kort og måske indfange en enkelt vildfaren ko. Den går desværre ikke i nedskæringstider, så stationen bliver meddelt, at den vil blive nedlagt i en periode på tre måneder. Dermed bryder verden sammen for politimesteren Folke og kontormusen Håkan, men især for de fire betjente i marken Jakob, Benny, Lasse og Agneta.
Ved et tilfælde kommer Jakob og Benny dog på en løsning: Betjentene må selv påvirke statistikken til at vise kriminalitet i deres stille samfund. Derfor sætter de to i gang med at iscenesætte mere uskyldige forbrydelser som butikstyveri og graffiti. Da Benny og Agneta opdager deres foretagende bakker de op omkring det, men mener, at det kan gøres mere effektivt – og så kører komediemøllen derudaf.
Ligesom i ’Jalla! Jalla! spiller Josef Fares’ storebror Fares Fares hovedrollen. Han spiller den lidt generte betjent og singlefar Jakob. Alligevel stjæler Torkel Petersson billedet som Benny. Også Torkel Petersson kender vi fra ’Jalla! Jalla!’, hvor han var det skaldede muskelbundt Måns. I forhold til den rolle fremstår han helt ukendelig, både hvad angår udseende og karakter som den ambitiøse og skydegale drømmer Benny. Mest af alt minder Benny om en lettere ekstrem udgave af indsatsleder John Smidt fra tv-serien P.I.S.. Situationerne, hvor Benny forestiller sig at være hårdkogt strømer, mens han bander løs på engelsk med voldsom svensk accent, står som nogen af de sjoveste momenter i filmen. Også den bøssede Håkan fra kontoret, spillet af debuterende Erik Arhnbom, giver anledning til sjove og lettere underspillede optrin på trods af, at han ikke har så meget tid foran kameraet som de andre betjente.
Den eneste finger, der kan sættes på 'Kops', er starten, der virker lidt rodet og karikeret, ligesom enkelte gags falder til jorden. Men filmen spiller sig selv varm, når handlingen slår ind på plottet: At redde stationen. Selv komediegenrens traditionelle kærlighedshistorie finder sin naturlige plads i handlingen, fordi Josef Fares ikke lader sig friste af at pumpe den op i forhold til resten af historien. Derfor kan ’Kops’ med sit varme billedsprog og ditto humor sagtens gå hen og blive en af de vigtigere faktorer til påvirkning af sommeren latterbarometer.
