Skriv en kommentar
“La Strada” fra 1954 betegner den italienske mesterinstruktør Federico Fellinis overgang fra den neorealistiske til den mere symbolistiske film. Det var bestemt en lykkelig udvikling; nu kunne det boleske og barokke eller blot tegnene på, at der var noget andet end den mere eller mindre trøstesløse efterkrigstidsvirkelighed som neorealismen så overbevisende skildrede i Italien få lov at pible frem.
I starten af filmen bliver den unge kvinde Gelsomina (Giulietta Masina) solgt af sin enlige mor til den omrejsende gøgler Zampanó (Anthony Quinn). Før hende har Zampanó turet Italien rundt med Gelsominas nu afdøde søster på ladet af den faldefærdige motorcykel.
Gelsomina er anderledes, ”lidt tilbage i udvikling”, eller simpelthen den dåre eller idiot som kulturhistorien ynder at forbinde med poesien, indsigten og sandheden; hun får øje på livet, når hun prøver hatte til en håbløs sketch, når hun samler blomster, efterligner træets form, lytter til telegrafpælenes susen, leger og optræder for børnene, raske som syge – og ikke mindst da hun lærer at spille filmens hjerteskærende tema på trompet; et tema som Fellinis hofkomponist Nino Rota skabte, kraftigt inspireret af et tema fra Dvorak.
Men Zampanó ser hende ikke. Tværtimod er hans uvidenhed og hjerteløshed grusom. Selvom vi aldrig ser det, er vi ikke i tvivl om, at han tæver hende og tager hende med vold på motorcyklens lad.
Da Gelsomina oplever og møder den virtuose linekunster Il Matto, ”Den Tossede” (Richard Basehart) får hun nyt liv, ikke mindst da han overbeviser hende om, at alt i verden har betydning, selv en sten på jorden. Altså må hun også have betydning. ´Og har hun nogen sinde tænkt over, hvorfor Zampanó ikke bare skiller sig af med hende´. Fra da af ser Gelsomina det som sin mission at blive hos den rå gøgler. Zampanós grusomhed eskalerer dog, og kulminerer da han kommer til at slå ”Den Tossede” ihjel, og efterfølgende forlader den sørgende Gelsomina. Da Zampanó år efter hører hendes melodi og lærer hendes skæbne at kende, søger han ned til havet.
Symbolikken i filmen er på intet tidspunkt anstrengende, men føjer sig naturligt ind i realismen; når et tre-mands blæserorkester pludselig dukker op ud af ingenting på vejen, eller når en enlig hest traver forbi også på vejen forbi Gelsomina, spirrer det spinkle håb udenvidere frem. Men hendes (og vores) håb står også i skærende kontrast til det iscenesatte, religiøse optogs tunge sorg og smerte, som Gelsomina overværer med opspærrede øjne. Spændingen mellem Gelsominas fascination af den virtuose artists, ”Den Tossedes” optræden på line højt hævet over folket, kulminerende med hans indtagelse af noget så jordisk som en tallerken spaghetti deroppe, og Gelsominas ligeså måbende fascination af den religiøse processions kors der hæves op over mængden, fortæller nok om hendes smertelige offer, men handler mere om de talenter, hun har, men ingen ser – udover den linedanser der må lade livet for den bitre Zampanós hånd; patriarken er en elendig gøgler.
Giuletta Masina som Gelsomina er et pragtfuldt studie i det bedste komik fra vestlig kulturhistorie; i hendes ansigt og gestik er Charley Chaplin, Buster Keaton og først og sidst pantomimen; det komiske og tragiske går hånd i hånd. På samme måde er Anthony Quinns Zampano et barsk studie af den stålsatte macho-skikkelse, der først viser tegn på liv og giver mening til Gelsominas offer i slutscenen ved havet – i øvrigt på sin vis en foregribelse af slutscenen i samme instruktørs modernistiske hovedværk ”La Dolce Vita” 6 år efter.
Overførslen til DVD er udmærket uden at være prangende; dette er ikke en restaureret udgave af mesterværket. Og man savner, som så ofte ved Criterion-films udgivelser, ekstramateriale. Men man må dog under alle omstændigheder glæde sig over, at så mange af filmens store værker trods alt udgives i Danmark netop af Criterion Film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
