Skriv en kommentar
Efter 11 september 2001 har der været en naturlig glorificering af brandmændene, der uden tvivl ofrede sig ved katastrofen. Billedet af præsident Bush, der står ved siden af en brandmand, er således et af de billeder, der er blevet stående som symbol på katastrofen. ”Ladder 49” fremstår i forlængelse af det som en decideret hymne til de folk, der dagligt lever for at redde menneskeliv og bekæmpe den ild, andre flygter fra. I rækken af film, der handler om brand og heltemod, finder man for øvrigt katastrofeklassikeren ”Det tårnhøje helvede” fra 1973. En virkelig intens og godt lavet film, der desværre nok er lidt svær at vise efter skyskrabernes virkelighedsfald. Så der må nye fiktioner til.
Krigsfilmene har tit opstillet fortolkningsmoduser for krigenes begivenheder. Her kommer vi med ved fronten sammen med en gruppe soldater, derigennem fiktionaliseres virkelighedens begivenheder. Tilbage på basen får vi et indblik i soldaternes liv og deres forhold til hinanden samt de folk, de savner tilbage i deres hjemland. Krigsfilmens form er derfor nærliggende at drage paralleller til, når det drejer sig om filmen her. Men hvor soldaterne står overfor en fjende af kød og blod, står brandmanden overfor et flammehav. Ron Howards film ”Flammehav” med Kurt Russell og William Baldwin fra 1991 har længe stået som brandmandsheltefilmen over dem alle. Med ”Ladder 49” får den en stærk konkurrent, der i påfaldende grad minder om krigsfilmene. Sloganet for ”Ladder 49” kunne næsten også have været ”No one gets left behind”, men filmen viser sig alligevel at have en tvist eller to, der afskriver det amerikanske kriginterventionsslogan i denne sammenhæng.
Filmen består af flash backs, som brandmanden Jack Morrison (Joaquin Phoenix) oplever, mens han på reelplanet er faldet og må vente på hjælp i det flammehelvede, han er havnet i under en storbrand. Jacks tanker går tilbage til starten af hans karriere, hvor han som ung Rookie kommer til brandstationen ”Ladder 49”. Her modtages han straks med rituelle practical jokes, der bliver starten på en indslusning i stationens enestående sammenhold. Dernæst følger vi Jacks udvikling fra nervøs urutineret fyr i teamet til gennemrutineret brandmand. Undervejs møder Jack den smukke og charmerende Linda, som han gifter sig og får børn med. I takt med at Jack får en familie derhjemme begynder han at sætte spørgsmålstegn ved tilværelsen som brandmand, og betænkelighederne bliver bestemt ikke mindre af, at han mister nogle af sine kollegaer i flammerne. Det kuer dog ikke Jack, der med stadigt større vovemod bevæger sig ind i flammerne for at redde menneskeliv.
Det centrale psykologiske aspekt i filmen bliver på den måde, Jacks forhold til kollegaer, job og familie. Ikke så forskelligt fra den almindelige borger, og dog, for flammerne skildres fantastisk flot i filmen, og venskabet med de andre på stationen er som på en militærbase. Analogt med det fortsætter Jacks kamp for overlevelse i den brændende bygning, hvor spændingen er, om han ” gets Left Behind”, eller om hans mentor Mike Kennedy (John Travolta)får guidet indsatsstyrken frem til ham i tide.
Som det lader sig forstå af ovenstående beskrivelse, er ”Ladder 49” en film, der hovedsageligt henvender sig til det handlekraftige. Man kan let beskylde den for at heroisere brandmænd på en måde, der er helt ude af proportioner. Når det er sagt skal det også siges, at filmen faktisk er rigtigt godt skruet sammen. Den undgår flere gange de helt lette plotløsninger og fabulerer istedet ud af den dramatiske hverdags vej. Skuespillet fungerer fint, og Gruppen af brandmænd skildres som en broget flok af halvgale ildsjæle. Der er således nogle glimrende nuanceforskelle imellem de forskellige brandmænd. Man kunne godt frygte, at John Travolta ville være fejlcastet som brandmajor, men faktisk fungerer han godt i en rolle, der specielt kommer til live i samspillet med en blændende Joaquin Phoenix.
Filmen skal også ses for dens måde at få en til at føle sig klaustrofobisk fanget i brændende bygninger. Det er i det hele taget en dygtigt opbygget film med nogle stærke actionscener i ildens inferno. Så gør det mindre, at filmen fremhæver brandmændenes heltemod og opofrelse på en måde, der vækker minder om Randall Wallaces metode i den halvkvalmende Vietnamfilm ”We were Soldiers” (2002) for folkene på station Ladder 49 kæmper trods alt ikke for at dræbe men istedet for at redde mennesker.
