Skriv en kommentar
Da jeg læser filmtitlen Læreren der lovede havet undrer jeg mig først og siger – det kan man ikke skrive på normalt dansk, der skulle være et komma efter læreren…. Jeg læser i filmen også en titel, der hedder ”Læreren der lovede sine elever havet” – hvilket giver lidt mere mening.
Vi følger i 2010 den unge arbejdsløse mor Ariadna (spillet begejstret af Laia Costa f. 1985), som får et telefonopkald om, at hendes bedstefar på plejehjemmet ikke kan rejse sig – men da hun kommer frem til plejehjemmet, hører hun, at en forening vil lede efter hans far i en massegrav – og her er hemmeligheden som i mange spanske familier – at hvad der skete under General Franco (1892-1975) talte man ikke om. På en meget smuk måde følger vi i filmen, den unge skolelærer Antonio Benaiges (spillet let og meget forståeligt af Enric Auquer f. 1988) i 1935 komme til landsbyen og starte med to elever under et tag i et koldt næsten opfyldningsrum– dagen efter er borgmesterens datter Josefina også med i klassen – og ser hendes plads er taget – og læreren siger smilende: Her har vi ikke faste pladser. Og krucifikset har jeg taget ned – det hører ikke til i en skole, men i hjemmet og i kirken.
Vi følger på smukkeste vis den næsten friskolelæreragtig Antonios måde at forholde sig til sine skoleelever på, og der er nu 10-12 elever i klassen – og hans vigtigste mål er: ”at få dem til at lære at opdage” – de går i gang med at trykke bøger – og prøv at se deres øjne første gang de ser et stykke papir med deres trykte tekst – må være alle læreres drøm. Og vi følger også lærerens forsøg på at tage sig af skoleeleven Carlos, som ingen kan styre – han bor hos Antonio – og da skoleinspektionen uanmeldt kommer på besøg for at kontrollere deres viden – bliver elever kaldt op til tavlen og udregne f.eks. 48:4 – skriv diktat – alt lykkes perfekt uden fejl, også Carlos, som kiggede dybt i bordet, da han blev kaldt op – og slukøret går inspektionen derfra.
På et tidspunkt kommer en fotograf fordi og tager skolebilledet – som eleverne får lov til at se – og hvor én spørger: ”Hvad er det fotografi” og læreren siger: ”Det er, når man fastfryser et tidspunkt!” – og endelig tager han dem med ud i skoven med en pladespiller og forklarer dem, hvad en vals er: 1-2-3, 1-2-3… Her får vi også en forklaring på havet, da Antonio forklarer eleverne, at den flod de kan se ender i havet. ”Ved I hvad havet er”? Nej.
Men det er det fotografi, som én gemte – da de i 1936 skulle brænde alle elevernes trykte skolebøger. For i 1936 sker der det, at falangisterne begynder at snuse rundt i landsbyen, og Antonio var blevet opfordret til at flytte med det samme – men ildsjælen elskede byen og sine elever – men den 19. juli 1936 ser vi ham på bunden af en lastbil med sår over det hele – ikke død, men næsten, og nu som advarsel for landsbyens afvigere. Og se igen børnenes øjne.
Samtidig følger vi hele tiden Ariadna søgen efter sin oldefar. Det er filmisk gjort på den elegante måde, hvor vi overgange ikke kan se, om det er i 30´erne eller 2010. Ariadna er på de store arkiver, som nu er ved at blive mere og mere åbne, hvor der i Antonio Benaiges` sagsmappe ligger indberetninger: at hans opførelse i 1935 ikke var patriotisk og den var asocial, – og vi ser hende ved de store udgravninger og hun hører fra undersøgelsesdirektøren, at der endnu intet spor er af oldefaren. Hun fortsætter sin søgen – og hele tiden med en mor, som ringer. Der kommer mange nye spor.
For et par år siden viste CPH:DOX den fantastiske dokumentarfilm af Pedro og Augustin Almodóvars The Silence of Others - hvor han er på en lignende research med at snakke med overlevende fra Den Spanske borgerkrig (1936-1939), hvor han også vil identificere ofrene og finde de skyldige, men selv retsvæsenet i Spanien i nyere tid er ikke med ofrene. Og selv så mange år efter Francos død i 1975 er der store hyldestparader og taler den 20. november ved hans kæmpe monument 60 km vest for Madrid. ”Valle de los Caidos”.
Der bliver grædt mange tårer i Almodóvars nødvendige sandhedsskildring.
Det er umuligt ikke at være grebet af de følelser Patricia Font gennem en kollektiv hukommelsessvigt fremkalder, og derfor prisværdigt at de forsvundne ”arvinger” kommer frem i lyset. I slutningen får vi også at vide, at liget af skolelæreren ikke blev fundet i 2015 – og at der er 10.000 lignende skjulte grave i Spanien fra borgerkrigen – og det kan fortsætte til det tidligere Jugoslavien. Tænk en smuk tanke at lære sine elever at se havet.
