Skriv en kommentar
Revisoren Francois Pignot er ved at blive fyret, men efter råd fra Francois’ nye nabo, springer han ud af skabet og erklærer sig selv homoskesuel og redder dermed jobbet i den politiske korrektheds navn. Der er naturligvis en del at forklare til sin søn og tidligere kone, men der er også andre ulemper forbundet med at være offentlig homoseksuel, og Francois oplever sin del diskrimination og gay-bashing.
Francis Veber, der har instrueret Le Placard, instruerede også Le Diner de Cons (1998), der blev en af de mest sete film i fransk historie nogensinde. Le Placard er et forsøg på at følge succesen op, men ikke noget særlig godt forsøg – humoren er anstrengt og skåret ud i pap, og når et alvorligt element forsøges indblandet, bliver det ikke timet særlig godt.
Det der redder filmen fra at være en decideret pine at se på, er Daniel Auteuil, der som en af de få karakterer i filmen ikke overspiller sin rolle helt. Han er ganske troværdig som kontormanden uden liv, der har fået hele tilværelsen ødelagt, da hans kone forlod ham. Til gengæld er veteranen Gerard Depardieu helt håbløs og utroværdig som den primitive Santini, og det er fantastisk, at man ikke har afstemt Depardius farceagtige præstation med Auteuils mere afdæmpede stil. Når den slags ikke bliver gjort, er det generelt instruktørens skyld – så vi giver bare Veber skylden for den misere.
Der er også positive elementer i filmen, og det er fint, at man har modet til at lave en film, hvor næsten hele handlingen foregår på et kontor. Der er helt sikkert masser af muligheder i denne type film, på grund af alle de sociale mekanikker, som de fleste mennesker jo kender til. Se bare på Scott Adams´ geniale tegneserie Dilbert, eller Beavis and Butthead-skaberen Mike Judges undervurderede debutfilm Office Space (1999).
Alt i alt er Le Placard en komedie under middel, og jeg ville anbefale de fleste at vente på den amerikanske re-make, der allerede er i støbeskeen. Det er jo ikke sikkert, at den er bedre, men man har da lov at håbe.
