Skriv en kommentar
Instruktøren bag Life During Wartime, amerikaneren Todd Solondz, instruerede i 1998 Happiness - en ganske vellykket film, der ved premieren fik megen opmærksomhed. Dette var dog ikke primært som følge af filmens kvaliteter, men nok snarere pga. filmens kontroversielle håndtering af alvorlige og ømtålelige emner.
Det var især den måde, Happiness omhandlede pædofili på, der skabte polemik. Modsat tidligere fremstillinger af pædofile mænd som hungrende sexmonstre på jagt efter det næste børnebytte skildrede filmen på realistisk, sympatisk og ikke mindst komisk vis en pædofil som et almindeligt menneske, der blot lider af en frygtelig sygdom. Det var forfriskende og modigt af Solondz, hvilket, kombineret med pragtpræstationer fra flere af filmens skuespillere, gjorde Happiness til en yderst interessant oplevelse.
Life During Wartime er en direkte fortsættelse af Happiness og omhandler de samme karakterer – dog portrætteret af andre skuespillere. Den pædofile Bill løslades fra fængslet og har et ønske om forsoning med sin ældste søn, Billy. Bills anden søn, Timmy, der er i den tro, at hans far er død, står foran sin bat mitzvah, og i den anledning opstår en masse spørgsmål om hans barndom, som hans mor Trish, der endelig har fundet kærligheden igen i skikkelse af den ældre Harvey, ligefrem ikke er den bedste til at svare på. Samtidig kæmper Trishs søster Joy med en ægteskabelig krise, alt imens hun har imaginære samtaler med sin tidligere bejler Andy, der for år tilbage begik selvmord, da det ikke lykkedes ham at vinde Joys hjerte.
Det står hurtigt klart, at fortiden spiller en stor rolle i Life During Wartime. Hele filmens tema kredser om frasen ”forgive and forget”: Kan fortiden både tilgives og glemmes, eller kan den tilgives, men aldrig rigtig glemmes? Eller kan den overhovedet tilgives?
Solondz giver os forskellige svar på disse spørgsmål i en lang række samtaler mellem filmens karakterer. Det er netop i samtaler, svarerne kommer, for Solondz er dialogens og ligefremhedens mand, der ikke overlader meget til hentydninger. I tydeligt opsatte scener, ofte på tomandshånd, taler filmens karakterer på ligefrem og direkte vis til hinanden, som når unge Timmy spørger sin mor om, hvad en pædofil bogstaveligt talt gør ved en lille dreng, når han voldtager ham. Det morsomme i Life During Wartime er så netop, når karaktererne afviger og ikke taler lige ud af posen, som når morens svar lyder, at så meget som en lille berøring på albuen kan betegnes som pædofili. Hvilket selvfølgelig har store – og morsomme – konsekvenser til følge.
Det er dog ikke alle scener, som denne mellem mor og søn, der er lige vellykkede. Visse tilskuere vil formentlig finde Solondz samtaler for opstillede og iscenesatte og måske derfor distancere sig fra handlingsforløbet og karakterene. I visse scener går Solondz simpelthen skridtet for langt i forsøg på at gøre dem morsomme – på bekostning af realismen – hvilket reducerer karakterernes problemer til genstande for comic relief frem for egentlige problemstillinger. Solondz er bedst, når han går den hårfine line mellem komik og drama, hvilket i højere grad lykkedes i Happiness.
Fortællingen fungerer dog i det store og hele, og den semi-komiske måde at håndtere alvorlige emner på er så tåkrummende morsom, at det til tider næsten er ulideligt at overvære. Life During Wartime viser, at fortidens spøgelser er større hos nogle end hos andre, og at de af og til er så store, at de hverken kan glemmes eller tilgives. Men samtidig viser filmen, at visse spøgelser kan skræmmes væk og blive til minder – eller måske endda helt forsvinde.
