Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fleste (i hvert fald de fleste piger) kender ham som Carries andet valg til titlen som drømmemanden. I modsætning til den tøjlesløse, forsømmelige og selvglade Mr. Big, var Aidan Shaw både blid, emotionel og hengivende. Alligevel endte den tilbagevendende triangel med at blive opløst til fordel for Big & Carrie konstellationen i stedet for Shaw & Bradshaw associationen. Ak, vi var mange, der fældede en tåre over dette kærlighedsudfald, men fortvivl ikke kære seere. I Livet i Alaska er Aidan, eller John Corbett, som han i virkeligheden hedder, igen at træffe, nu som boheme-radiovært med filosofiske inklinationer og en groovy fornemmelse for musikalske indslag.
Livet i Alaska – sæson 2 bringer os på ny til den lille, afsidesliggende landsby Cicely i Alaska. I første sæson fik vi hilst på det mangfoldige persongalleri – hovedfiguren dr. Joel Fleischman (Rob Morrow), en navlebeskuende og sippet yuppie fra New York, der modvilligt får midlertidig adresse i Cicely, fordi staten Alaska har betalt hans undervisning på medicinstudiet. Derudover mødte vi nogle af byens mange excentriske, men også indtagende eksistenser – Chris (John Corbett), der, som allerede nævnt, er landsbyens populære dj/filosof, den aldrende, men herkuliske bartender Holling (John Cullum), byens højrøstede patriark Maurice (Barry Corbin), den nørdede halvindianer Ed (Darren E. Burrows) samt ikke mindst Maggie (Janine Turner), der, foruden at være landsbyens seje vildmarkspilot, også er Joels ubevidste kærlighedsinteresse.
Ligesom det var tilfældet i første sæson, fokuserer også anden sæson på Joels mange bredtfavnende oplevelser og pudsige eskapader i den lille by. Eskapader, der indrammer alt fra maskuline skuddueller og tøvejrets uforståelige indvirkning på libidoen til opsatte omskæringer i tresårsalderen og endnu en af Maggies kærester, der omkommer på utrolig vis, fra veltilberedte elgburgere og dét at miste stemmen, fordi man har kastet et blik på en smuk kvinde til byens lesbiske fundatorer og homo novus – en krydsning mellem menneske og maskine.
Som en rationel eksistentialist står Joel i påfaldende modstilling til byens mere skæbnebestemte, panteistiske tro. Denne konstante dialektik mellem civilisationens påstående alviden og naturens inhærente sjæl er seriens sammenholdende røde tråd. Selv om det er Joel, der er den dominerende drivkraft i serien, stjæler den sympatisk og underfundigt aftegnede persongalleri al opmærksomheden. De sørger simpelthen for at opdrive og bibeholde seriens velsmurte underholdningsværdi, og efter at have set anden sæson, undrer det mig ikke, at serien, siden premieren i 1990, til den sluttede seks sæsoner senere, vandt hele syv Emmy'er. Der er nemlig noget resonerende varmt og betryggende i Cicelys tilfrosne gader, hvor tykke jakker og pelsede huer indgår som de mest genkommende motiver. Byen får nærmest vitalt kunstigt åndedræt af dens afholdte og kærkomne indbyggere og får dermed udviklet sin helt egen ekstraordinære personality.
Man kan næsten sammenfatte serien som en forunderlig komposition af Twin Peaks (dog uden dennes exceptionelle oversanselige univers) og filmen Doc Hollywood (1991, dog uden dennes helt uimodståelige Michael J. Fox). Selv om der ikke sker synderligt meget i de enkelte afsnit, sker der alligevel tilpas meget til, at man føler sig godt diverteret og lader sig endog overraske et par gange, når bohemedj´en udleverer sine fine grublende udsagn a la ”vær åben for din smerte, for der vokser sjælen”, ”drømme er sjælens vindue” og ”alt er tomhed, og alene ensomheden i døden forener os i livet.”
Alaska og Ally
Serien balancerer ganske udmærket mellem det letsindige og det alvorlige, om end den aldrig dedikerer sig ligeså håndfast til alvoren som til letheden. Denne er også seriens gennemgående brist. Den antager nemlig til tider en karikeret, kitschet form, fordi den i sin febrilske opsathed på at iscenesætte sit galleri som det mest imposante overhovedet, knækker halsen med denne overdimensionerede iver. En gang imellem forekommer Livet i Alaska nemlig lidt for indsmigrende og ferskt, grænsende til højtbedaget pastiche. Havde man skruet lidt ned for denne overdrevne fremstilling, der til tider kører så manisk frem, som var den på speed, havde man akkvireret mere autencitet og vigør. Altså ved at trykke lidt stædigere ned i bremsepedalen, havde både fremdriften og troværdigheden fået mere tempo – ironisk nok, må man konkludere.
Desuden er serien heller ikke altid lige ferm til at installere nok spænding i sine afsnit, med det sørgelige resultat, at urets viser tikker lidt for højlydt en gang imellem, og øjenlågerne synes i disse øjeblikke også at være meget mindre modstandsdygtige over for tyngdekraften. Ethvert afsnit kan i princippet ses for sig selv, men serien er i sin helhed komponeret således, at man får meget mere ud af den, hvis man i forvejen er bekendt med dens ejendommelige univers og særprægede karakterer.
Jeg må dog applaudere seriens episode 14, ”War and Peace”, hvor samtlige karakterer pludselig træder ud af deres roller og begynder at diskutere på livet løs, hvordan de nu skal agere, så publikum kan få mest ud af den kommende skudduel. Denne metaform er både forfriskende og modig og bidrager tilmed med en fortrinlig uhøjtidelighedsfølelse og mange refleksionsmuligheder. Livet i Alaska kan betragtes som en skrøbelig forløber den dagsordensættende tv-serie Ally (1997-2002), idet hovedpersonen også her døjer med bevidsthedsudvidende dagdrømme, hvor underbevidstheden får fuld kontrol ved at tvinge sin ejer til at miste den. Denne spøjse bevidsthedsstrøm bliver i et af afsnittene bl.a. tilkendegivet gennem en lumsk imitation af Robert Palmers sexede video til ”Addicted to Love”. Disse spøgefulde indslag er både oplivende og udslagsgivende i forhold til seriens grundlæggende stemningsbillede.
Alt i alt er Livet i Alaska – sæson 2 diverterende og indsugende beretninger om livet i ”under”halingsbanen, dér hvor eksistensen udfolder sig adstadigt og nænsomt, hvor ”everybody knows your name”, og ”they´re always glad you came.” Og lad os da ”skåle” for det!
Dvd´en indeholder intet ekstramateriale.
http://www.soulmedia.dk
