Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jean-Luc Godard er om nogen ikonet for den franske nybølge-bevægelse. Her er opgøret med autoriteterne, ikke mindst det konventionelle filmsprog, altid til stede. Godards film minder en om, at der trods alt er en dyb sammenhæng mellem den franske nybølge og Ungdomsoprøret, men måske vigtigst, at film altså kan fortælle på en anden måde.
”Livet skal leves” (-62) er en af Godards bedste film. Her er intet anstrengt forhold mellem form og indhold, ja Godard viser fra start til slut, at den diskussion netop kan være noget (borgerlige) kritikere ryster ud af mølposen for at undgå at opleve verden ukonventionelt. Kan være at det af og til er trættende med metahenvisninger til, at det altså er film, en fiktion vi er tilskuere til. Men den irritation bør ikke dække for, at det i de bedste af Godards film på trods af årene stadig er forfriskende at opleve, at formeksperimenter hos ham ikke bare er formeksperimenter, men at her er en instruktør som stadig har noget vigtigt at fortælle os i og med den eksperimenterende tilgang til verden.
Vi kender ikke Nanas (Anna Karina) baggrund, men da vi møder hende lever hun fra den ene dag til den anden i Paris . Hun har et job i en pladebutik, hvor hun låner penge af de andre ansatte. Hun har svært ved at betale sin husleje. Hun sidder til afhøring på politigården, fordi hun måske var ved at stjæle 1000 franc, og fortæller hvordan hun bor rundt omkring, også hos forskellige fyre. Hun drømmer hele tiden om at blive filmskuespiller, men bliver i stedet luder med alfons og tilknyttet et bordel.
Hos Godard er scenerne ladet med betydning. De forsøger altid at række udover en banal henvisning til sig selv eller et forhold til virkeligheden. Når Godard fx har et langt afsnit, hvor han bogstavelig talt fortæller tørre facts om ludernes forhold i Paris, får vi ikke bare noget at vide om ludernes forhold, men vi konfronteres også i og med formen med de tørre facts ufølsomhed, fx myndighedernes ufølsomhed i forhold til mennesker af kød og blod. Og sådan bliver det ved i scene efter scene.
Eksperimenterne tager sig primitive ud i deres enkle klipning, lange indstillinger, musikkens (smukke) monotoni (Michel Legrand i topform), oplæsning fra bøger, et brev der bliver til for øjnene af os, et interview med en rigtig filosof (Brice Parain) og dogme-locations (sådan ser her ud – vi kom bare forbi). På én gang en gennemført primitiv iscenesættelse og så en betydningsfuldhed der til syvende og sidst bliver et smukt, tragisk portræt af en ung kvinde i Paris i begyndelsen af 60-erne. Er det realisme? Nej, det er det ikke, det er modernisme!
”Livet skal leves” er et fuldgyldigt nybølge-mesterværk. Mer, tak!
På DVD-ens ekstramateriale findes Anna Karinas første film, Ib Schmedes danske kortfilm ”Pigen og skoene” fra 1959. Ikke noget mesterværk, men en herlig kuriøsitet for cinéaster.
