Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Lucifer” er den type tv-serie, som ikke kan tro, hvor klog den selv er med sin centrale præmis. I dette tilfælde er præmissen, at underverdens hersker, Djævlen (spillet af Tom Ellis), i øjeblikket nyder en forlænget ferie som en velklædt, kvindehungrende natklubejer i Los Angeles. Hver gang der er mulighed for at lave jokes omkring helvede, dæmoner, ild eller andet, der er forbundet med Satan, sørger manuskriptet for, at den mulighed bliver udnyttet, og så godt som alle sange i serien har en reference til ”wicked” eller ”devil” eller simpelthen er bare ordet ”bad” med i titlen. Halvvejs gennem seriens første sæson er det dog disse knap så undertonede jokes, som er det, der fungerer bedst for serien.
Djævlen påtager sig efternavnet Morningstar og finder en form for mening med livet, da han opretter et slags makkerskab med kriminalbetjenten Dancer (Lauren German), en fraskilt mor med en datter ved navn Trixie (Scarlett Estevez). Efter det punkt kommer serien ind i en stime af ganske almindelige krimihistorier, dog muligvis med et twist af det overnaturlige her og der. Men en serie som ”Law & Order” er stadig langt bedre end disse kriminalserier med et twist. Manuskriptforfatterne formår dog at indføre et længerevarende plot, som involverer Djævlens bror, Amenadiel (D. B. Woodside), og han insisterer på, at hans bror skal vende tilbage til Helvede, før en krig mellem de dæmoniske kræfter bryder ud. Igennem alle disse dramatiske historiepunkter er detaljerne desværre kedelige og overfladiske, uanset om det er vores antihelt, som kæmper imod en magtfuld motorcykelklub, eller om han forsøger at redde en person fra at begå selvmord.
Termen ”antihelt” er en titel, som passer til ”Lucifers” hovedperson, men det er alligevel ikke helt en præcis titel. Der bliver snakket meget om Djævlens ondskab og hans magt til at fremmane folks dybeste begær, men Djævlen ender alligevel med at gøre det rigtige hver gang, hverken mere eller mindre som andre ”mørke” helte som Batman eller Daredevil. Han gør ikke noget, som antyder en moralsk kompleksitet, kun om det skal være en trekant i aften og om der skal være jazz i radioen og whisky involveret. Djævlen i ”Lucifer” er ikke ond, eller en slet person, kun en opmærksomhedskrævende pralhals, den slags type som tror, at hvis en kvinde sidder alene på en bar, så er det fordi, at hun sidder og venter på HAM.
”Lucifer” har rødder i Neil Gaiman og Sam Kieths ”Sandman”-tegneserier, hvor han blev beskrevet som knap så farverig og langt mere gisnende. Altså, en eksistentiel narremager. I ”Lucifer” minder han mere om en karakter fra ”Entourage”, bare med superkræfter. Jeg ved godt, at serien ikke skal stå til ansvar overfor det, som Gaiman og Kieth skabte, men seriens skabere har erstattet den originale Lucifer med hverken et modstykke eller en interessant erstatning. I stedet har de endnu engang simpelthen skabt den perfekte fyr, som kan have et åbent, lidenskabeligt forhold med sin psykiater, som kan agere Amor med kriminalbetjent Dancer og hendes eksmand, og som kan løse alle store kriminalsager, som politiet i Los Angels ikke kan. I sidste ende er ”Lucifer” ikke en refleksion over Djævlens formodede mange sider af sin personlighed, men blot en rød løber som han ubesværet kan danse hen over.
Ekstramateriale: Fire karakterprofiler. ”Devilish Duo”. ”Lucifer Morningstar”. 2015 Comic-Con Panel. Fraklippede scener. Gag reel. 3 stjerner for dette – standard ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
