Skriv en kommentar
Jim Jarmusch har da også udtrykt udelt begejstring for Aki Kaurusmäkis leg med filmmediet. ’Manden Uden Fortid’ er anden trediedel af en trilogi om arbejdsløshed i Finland (første del var ’Drifting Clouds’). Og på mange måder minder den da også om Jarmuschs nedtonede måde at skabe film på. Det er de samme faste indstillinger, der dominerer fortællingens udtryk. Ingen unødvendige bevægelser. Dialogbåret handling. Samme bittersøde ironiseren over det syge samfund, hvor det sociale sikkerhedsnet er sprunget læk og efterlader de hjemløse og de udstødte blødende i rendestenen.
Alligevel divergerer Jarmusch og Kaurusmäki på afgørende punkter. Hvor Jarmusch med meget få undtagelser viser den amerikanske slagside igennem en sort/hvid, grynet linse, holder Kaurusmäki sig til en dyster og koldt betonet farveskala. På den måde finder han symptomerne, de endegyldige sygdomstegn på et samfund i forfald.
Kaurusmäki har inviteret os til Helsinki. Men det er ikke dét Helsinki, man ser som turist. Det er ikke dét helsinki, man forbinder med renhed og orden. Derimod er vi et smut omme i baggården, hvor råddenskaben serveres og fortæres.
Vi følger hovedpersonen M (Markku Peltola). En ensom, stille skikkelse, evigt pulsende på en hjemmetrillet smøg. Netop ankommet til Helsinki med de personlige værdier samlet i en kuffert på ryggen, slår han sig ned på en bænk i en afsides liggende park. Han slumrer hen med hovedet på kufferten (eller var det blokken?). En lokal bande drager fordel af hans tur i drømmeland, tildeler ham adskillige lag tørre tæsk og frarøver ham, hvad han måtte have af værdier. Det er ikke mange. Udbyttet er nogle få håndører og en transistorradio, der nok sidst var på mode i efterkrigstidens opblomstringsår. Det handler om overlevelse.
Næste gang vågner han på byens hospital. Og det er endda efter, at den vagthavende overlæge i en blanding af stress og distraktion erklærer ham død. Død er han som bekendt ikke. Men han kan ikke huske hvem han er eller hvor han kommer fra. Efter de mange slag og spark lider han under hukommelsestab.
M forlader hospitalet og driver hvileløst rundt i byens industriområder. Hans redning kommer i form af en fattig men hjælpsom familie. Faderen Kaisa opnår M et nært venskab med, og det er også igennem ham, at han møder nattevagten Anttila. Anttila er prototypen på en russisk politibetjent. Han er korrupt, småkriminel og springer over, hvor gærdet er lavest, hvis det er i egen økonomisk interesse. Det er kampen for overlevelse. Hos Anttila finder M en meget speciel form for venskab. Anttila prøver i vid udstrækning at slå mønt af andres uheld og ulykke. Men som historien skrider frem, viser det sig at være et forsøg på at bevare et image fra glemte tider. Inde bag dette image gemmer der sig et varmt hjerte.
Det er med hjælp fra sørgelige og samtidig varme mennesker som disse, at M begynder sin kamp for at vende tilbage til samfundet, eller i hvert fald den del af samfundet, der vil acceptere ham. Det vil man ikke i offentlige instanser som arbejdsformidlingen og socialkontoret. Uden et navn er man ingenting i deres øjne. Det er man hos folk, der føler sig udstødt og kasseret på samme måde som han selv.
Det er socialrealisme så det batter. Men det er glimrende fortalt med det rette glimt i øjet. Ironien og bittersødmen er allestedsnærværende i de mange velbarberede dialoger, der på alle måder bærer handlingen og er handlingen i sig selv. Ingen tvivl om, at Aki Kaurusmäki har skelet til Jarmuschs ’Down By Law’ og ’Dead Man’. Men hvor de to portrætterer det uskønne USA, har Kaurusmäki gravet i egen lomme. Det er ikke skønhedspletterne, han har fundet frem mellem håndører og lommetørklæder. Men det bliver det ikke mindre vigtigt af. Velfærdssamfundet har nogle klare brister. Man lægger bare ikke mærke til dem, med mindre der stilles skarpt igennem en kameralinse. Det har Kaurusmäki gjort med den finske samfund. Det han har fundet er ikke på nogen måde et kønt syn. Alligevel formår han på en interessant vis at finde alt det kønne midt i al det grimme. Han finder et varmt hjerte hos mennesker, hvor skæbnen ikke har villet levne dem materialistisk og økonomisk godhed.
Det er et billede af et velfærdssamfund med nogle klare sygdomstegn. Og det er fortalt med sort humor og skæv ironi. Det er fortalt med rammende dialoger og stemningsskabende skuespil. Det er langsomt og intensiverende. Det er kølig og lakonisk billedkomposition. Minimalistisk og mesterlig. Med mere bid på afgørende områder havde det også været et mesterværk.
Bonusmateriale er der til gengæld ikke meget af. Alt hvad det rækker til, er to trailers for henholdsvis 'Manden Uden Fortid' og 'Drifting Clouds', de to udgivne dele af trilogien. Da de ikke er tekstet og dialogerne foregår på finsk, er det ret omsonst at bruge dem i markedsføringen. Hvorfor kan man ikke tekste trailers? Resultatet er en portion værdiforladt ekstramateriale fra de tusind søers land. 0 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
