Skriv en kommentar
Historien om Maria Stuart eller Mary Stuart er nok genkendelig til historieelskere, og ved vi også, hvad filmen slutter med. Men derfor forsøges der stadig at laves endnu et portræt om den unge dronning og hendes evige kamp i en mandsdomineret verden.
Dronningen vender tilbage
I 1561 beslutter den 18-årige Maria Stuart ( Saoirse Ronan) at vende tilbage til Skotland. Hun er den retmæssige arven af tronen, og dette udfordrer den engelske dronning, Elizabeth d.1 ( Margot Robbie). Begge dronninger forsøger at bestride en mands magtposition, som stadig herske i deres respektive lande. Da der fortsat er strid imellem deres lande, må begge dronninger forsøge at indgå kompromiser med hinanden for at bevare magten.
For politisk korrekt
I vores tid er diversitet blevet en diskutable og et vigtigt emne. Dette ses også i filmen, hvor både sorte og asiatere optræder i centrale roller. Det gør heller ikke noget at fortælle et historisk drama ved at anvende vores nutidige samfund. Men filmen fokuserer alt for meget på det, og det bliver derfor et forstyrrende element. Desuden bliver emner som homoseksualitet og feminisme præsenteret, som om det var helt normalt for tiden historik. Historien falder derfor meget hurtigt på jorden grundet et desperat forsøg på at være relevant for et nutidigt publikum – i stedet for blot at forære os en autentisk fortælling.
Et fejlet puslespil
Alle brikkerne er der. Men det er ligesom at stykkerne ikke vil passe sammen. Et af stykkerne den meget talentfulde, Saoirse Ronan, som gør det godt som den stærke og intelligente dronning, hvorpå Margot Robbie aldrig kommer ind under huden på den skrøbelige Elizabeth d.1. De lever begge i et mandsdomineret samfund, og skal kæmpe for deres magt og eksistens, men det hele falder på jorden, da filmens tempo er for langsomt – og med utroligt mange kliché replikker. Filmen tager valget, om at præsentere de to dronninger overfor hinanden, selvom mødet aldrig fandt sted i virkeligheden. De slipper sådan set godt nok fra det, men det pinlige optrin, hvor de nærmest ikke må se hinanden, er nærmest ulideligt at være vidne til.
”Maria Stuart – Dronning af Skotland” har alle brikkerne til sit puslespil, men brikkerne falder aldrig på plads. Dette skyldes bl.a. et meget lunket manuskript med klichér og filmens forsøg på at være alt for politisk korrekt. Saoirse Ronan gør det godt, men hendes præstationer er muligvis filmens eneste højdepunkt. Filmen lægger op til kønskamp, men vil aldrig fuldføre opgaven.
