Skriv en kommentar
Der hviler en næsten pastoralsk ro over det lille, selvforsynende landsted: En vanlig rutine i den vildtvoksende økohave, kollektiv madlavning, de mange kvinder, der ærbødigt venter på at det bliver deres tur til at spise, mændende der mæsker sig i den sultne stilhed, gruppesøvn i et mindre lokale. Farverne er blegnede, vasket bløde af det morgenlige lys. Det tidlige tidspunkt fortrænger alle hørbare lyde. Et vågent øje glimter i halvlyset fra det flagrende gardin, de øvrige kvinders snorken høres omkring hende. Hun er på listetå ned af gangen og ud på verandaen, over marken og ind i det bagvedliggende skovbryn. Hun forsvinder i mørket, men en ung mand løber efter hende.
Så let og legende naturlig begynder "Martha Marcy May Malene" (svær titel-alliteration!), og fortsætter samme knugende kurs, da vor hovedperson Marcy, suverænt spillet af Olsen-tvillingernes anderledes barmfagre lillesøster Elisabeth Olsen, søger væk fra den kollektivistiske hippiesekt og efterfølgende får husly af sin storesøster og hendes letsindige mand. Her opdager hun gradvist at det mangeårige ophold i sekten har oparbejdet nogle traumer, som modsvaret søsterens og svogerens virkelighed, syntes både brutale og virkelighedsfjerne. Marcys hukommelse begynder langsomt at åbne sig som nøgler ind til hendes sære vaner og introverte væsen, og her begynder filmens flashback-funderede struktur. Disse flashbacks udspænder hurtigt Marcys hemmeligheder og oplevelser i nogle kortvarige, men skrækindjagende glimt fra opholdet på det umiddelbart tilforladelige økolandbrug. Lederen (sublime John Hawkes fra "Winters Bone") af landbruget er ranglet og benet, men kan charmere enhver med sine blåligt stirrende øjne og forrygende guitarspil (fabelagtigt dragende soundtrack af blues/ folk guitaristen Jackson C. Frank) - og han virker så overbevisende, så filosofisk, så gådefuld, at de mange rodløse kvinder, der ironisk nok har søgt til kollektivet grundet manglende tryghed, hurtigt degraderes til slaver og andet belejligt i lederens manipulerende rammesætning. Lederen snakker i filosofiske vendinger, og i sin ordrige ekvilibrismer indlejrer han, som alle indoktrinerende ledere, overtalelser og prøvelser, der i hans mund, fremstår som værende med største naturlighed. Det er disse to verdener, der ses kollidere for Marcy: Hun forsøger forgæves at holde minderne på afstand, men de bobler hurtigt frem ved synet af et par, filmisk vellykkede, lignelser imellem nu og da. Marcy prøver ihærdigt at fortrænge de glimt, der tynger hendes tilstand og lader hende fremstå stærkt indelukket ved siden af søsteren og svogeren, hvis renskurede ferieidyl må ses sig udraderet af Marcys pludselige tilstedeværelse. Marcy er passiveret af sine traumer fra sekten, og hendes inaktive og blakkede øjne, er indgangen til hendes dom: Hendes mentale stabilitet kan ikke reddes - hun kan ikke undslippe sin fortid.
Selvfølgelig er det set før: Det sekteriske kollektiv, der i kraft af sin isolation og sit sammenhold, fjerner sig fra virkelighedens doktriner og synker hen i egen lov og ret. En lovgivning, eller sæt regler, der udelukkende synes dikteret af en totalitær leder, der har centraliseret alle magtbeføjelser og overlagt dem til sig selv. "Martha Marcy May Malene" er ikke bare en præsentation af en sådan sekt, men en psykologisk repræsentation af sektens perfide påvirkninger og manipulerende grundstruktur. Filmen springer frem og tilbage imellem mørket og lyset, sekten og den modsatrettede ferieidyl, og lader Marcys tilhørsforhold spaltes i to. For hun føler sig ikke hjemme hos søsteren og svogeren, der i sit glatte glashus, er søde, men også materialistiske og overfladefikserede, hvilket lader sig tolkes som værende det Marcy i første omgang flygtede fra, da hun i teenagiøs vildfarelse søgte hen til det sekteriske økolandbrug. Elisabeth Olsen er en dirrende vulkan af kuede følelser, der i sidste ende springer frem i en oplagt cadeau til "Rosemarys Baby". For Marcys mange tvetydige indtryk og sammenkædninger i flashbackene, fordrer til en virtous leg med virkelighed og forestilling, der ligeledes er et centralt narrativt fikspunkt i ovenstående klassiker. Elisabeth Olsen formår at samle filmens fragmenterede tilbage- og fremspring under sig i vel nok den mest troværdige præstation, undertegnede har oplevet længe. Hun har allerede sikret sig en lang karriere med denne film, og dét med gedigen grund: Filmens knugende klaustrofobi opretholdes af de tætte nærbilleder, der graver enhver følelse ud af hendes tindrende frustrerede sjæl og, yndefuldt naturlige, krop, hvis ypperlige og fagre fortrin, synes som eneste egentlige lysspunkt for den maskuline tilskuer. For Marcy nægter at fortælle søsteren, hvad der er sket, og den eneste hun derfor vælger at dele sine fatale minder med er tilskueren, der sugende sætter øjet på stilke, mærker hjertet forsløve og åndedrættet galoppere. Slutningen siger det hele: Dette er i sandhed et moderne og mystisk mesterværk!
