Skriv en kommentar
Da Disney i 1964 lancerede Mary Poppins, bygget over P.L. Travers litterære klassiker fra 1934, satte han alle sejl til: Live-action sekvenser (blanding af tegnefilm og ”rigtig” film) havde han eksperimenteret med flere gange i de korte produktioner, men satsede altid først og fremmest på det tegnede univers - nu skulle det være anderledes. Special-effect-folkene kom på arbejde (og blev også belønnet med en Oscar for det). En af tidens opkommende stjerner, Julie Andrews fik hovedrollen – og en Oscar. Komponisterne Richard og Robert Shermann skrev ørehængere der stadig hænger i ørene (Chim Chim Cher-ee, A Spoonfull of Sugar), de fik også en Oscar. Endelig genskabtes århundredskiftets London i vældige teateragtige kulisser, flot og magisk skulle det være. Successen var hjemme!
Alligevel virker Mary Poppins ved DVD-gensyn i dag noget lang i spyttet. Julie Andrews præstation som den magiske og herligt forfængelige Mary Poppins overbeviser stadig ligesom Dick Van Dykes sociale outsider Bert gør det - han skifter som den naturligste ting i verden til nyt lowlife-job for hver gang vi møder ham. Men filmen er underligt kønsløs, og kommer på den måde til at illustrere det den faktisk vil gøre op med – i over 2 timer!
Sagen/handlingen er jo den, at børnene Jane og Michael, der bor i et Londonsk overklassekvarter med en far der er bankdirektør og en frustreret mor der hele tiden forsvinder til sufragettedemonstrationer, længes så forfærdeligt efter en barnepige der forstår dem. Dvs. i virkeligheden er det faren de længes efter; han er tidens borgermorals udtrykte billede: et punktligt kommanderende, moralsk-fordømmende fornuftsmenneske – børnenes flyvske drage-drømme er ham en vederstyggelighed. Netop derfor dukker den magiske barnepige Mary Poppins op, ud af den blå luft kommer hun flyvende med sin paraply og store taske, og blæser alle andre snerpede barnepiger væk. Hun tager børnene med ind i fantasiens verden (de tegnede sekvenser), lærer dem noget om realiteterne (gense endelig hendes sang om kvinden der fodrer duer ved St. Pauls – Feed the Birds (Tuppence a Day)) og sætter faderen så grundigt på plads, at han begynder at flyve med drage til sidst. Sådan!
Men er der forskel på pige og dreng? Hvorfor skal Mary og Bert ikke have hinanden til sidst. ja hvorfor ikke så meget som fleurter de undervejs? Og er morens frustrede kvindedemonstrationer overhovedet noget værd? Er der noget der gør rigtig ondt og noget der er rigtig frydefuldt for krop og sjæl i Disneys univers? Det magiske har det med at forsvinde i glansbilledet, selvom hensigten er klar nok.
Af ekstrafeatures på DVD´en er der: Sing-along, der sætter en i stand til at gå fra sangnummer til sangnummer og få teksten frem til fællessang; en, for cineaster, herlig newsreel-reportage fra filmens premiere-aften – publikum flokkes om tidens stjerner der ankommer i store biler, går op af den røde løber, og interviewes af en konferencier man tror er løgn; en special-effectfeature, der beskriver arbejdet med filmens specialeffects – unægtelig en underlig feature i forhold til de i dag forældede teknikker (stopmotion og wire-teknik er afløst af den suveræne computeranimation og -retouchering), men er man filmhistorisk interesseret er også denne feauture god; endelig er der et meget simpelt spil, som børnene knap gider prøve i disse playstation-tider. 3 stjerner for det filmhistoriske materiale og en digitalt veloverført film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment
