Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers. Ikke at det gør så meget…
Instruktør Griff Furst, der bl.a har rip off-vittighederne I am Omega (2007), Universal Soldiers (2007) og 100 Million BC (2008) på CV’et, er glad for slasherfilm. Meget glad endda. Specielt for Friday the 13th og The Texas Chain Saw Massacre-filmene. Faktisk er han så glad for slasherfilm, at han en dag satte sig ned med en ven for at udtænke en idé til det, der senere skulle blive Maskerade eller Mask Maker, som den hedder på dansk – Fursts helt eget bidrag til genren. Ad omveje har jeg været så heldig at få fingre i en båndet optagelse af makkerparrets tête-à-tête, som den fandt sted den gang for snart længe siden, i 2009 eller ’10 eller deromkring, og som jeg har været så venlig at transskribere et uddrag af herunder for læserens, dvs. din, skyld. Læs med for et spændende indblik i den kreative ping-pong, der kan afstedkomme en film som Masker Maker.
(Uddraget er fra cirka 45 min. inde i samtalen. Furst virker lettere bedugget på dette tidspunkt).
”Hvad kunne være en fed historie til en slasherfilm?” spørger de hinanden hen over bordet med fingrene tæt sluttede om hver deres kuglepen; klar til at indfange de spæde guldkorn som de nu måtte skyde frem af kreativitetens mørke muld.
”Hmm… bum, bum, bum… hvad med noget med en dreng, der oplever noget traumatisk i sin barndom, og…”
”… og vokser op og bliver en psykopatisk morder!” afbryder Furst.
”Ja, perfekt! Han oplever…”
”… oplever… at hans mor dør lige for øjnene af ham! Og så vil han flere år efter hævne hende ved at slå tilfældige unge mennesker ihjel, der ikke har noget som helst med det at gøre!” bryder Furst ivrigt ind igen.
”For helvede det holder, Griff!” Kuglepennen danser hen over papiret og grifler hvert et ord ned i grimme kragetæer. ”Det er jo plottet fra Fredag den 13. bare på hovedet. Genialt!”
”Ja, det holder måske egentlig meget godt, men der mangler bare ligesom et eller andet,” fortsætter Griff og klør sig i nakken. ”Hvad nu… hvad nu, hvis vi lader morderen, lad os kalde ham… hmm… Jaso-, nej… L … Leonard! Ja, Leonard. Lader Leonard have en fetich for at skære ansigterne af sine ofre og putte dem på sit eget ansigt, fordi han er klam at se på, sådan lidt som en maske? Så kan vi lave en scene, hvor heltinden gemmer sig i Leonards hule og ser sin fyr få skåret ansigtet af. Det ku’ da være meget sejt, ik’?”
”You’re on a roll, Griff! Totalt Ed Gein og Leatherface!” siger vennen ekstatisk. ”Det er slet ikke lige som i Motorsavsmassakren 2.”
”Hey, og hvad med, at vi lader handlingen udspille sig i en stor og faldefærdig herskabsvilla ude på Lars Tyndskids mark? Så kommer der en flok unge mennesker ud til det, måske fordi de er økonomistuderende eller sådan noget, og den enes fyr har købt huset til sin kæreste i fødselsdagsgave, så de kan sætte det i stand og lege boligspekulanter?"
”Vildt godt tænkt! Det er slet ikke åndssvagt!”
”Vi kunne også lave en scene, hvor Leonard bliver stukket i maven med en høtyv i en lade.”
”Hvorfor ikke! Det så vi jo ikke Fredag den 13. del 2.”
”Og hvad med den her: I finalen falder Leonard til jorden, fordi han er blevet stukket gennem øjet med lang voodoo-pind, men pinden stikker så langt ud, at den tager fra, da han lander, og så lader vi ham glide langsomt ned, sådan med pinden gennem hovedet og det hele.”
”Det har jo slet intet til fælles med Fredag den 13. - Sidste Kapitel, hvor det samme sker, bare med en machete. Jeg elsker det, Griff! Men hør, mangler vi ikke nogle klicheer? Sådan nogle virkelig gennemfortærskede og træge nogen?
”Som at der f.eks. ikke er netdækning i og omkring huset, hvor filmen udspiller sig, så man ikke kan ringe derfra, når man finder alle sine venner døde over det hele og selv bliver jagtet af en sindssyg morder?”
”Præcis! ”Sinds… syg… morder”. Got it!”
”Og at heltinden falder og slår benet, lige når det er allermest farligt?”
”Ja! Den havde jeg helt glemt. Den skal vi da have med.”
”Hvad så med den her: Leonard behøver aldrig løbe efter sine ofre. Lige meget hvor hurtigt de end løber, så kan han altid fange dem, selvom han kun går.”
”Brilliant!”
”Hov, og så skal vi selvfølgelig også have den, hvor nogen kommer op bagfra og lægger hånden på skulderen på en der står med ryggen til, så både han og seeren får et chock, fordi man i et splitsekund tror, det er Leonard. Ikke sådan noget med, at karaktererne kommer forsigtigt op og siger ”undskyld mig”, sådan som man ville gøre i virkeligheden. Det skal være den der, hvor man uden at sige en lyd sniger sig op helt tæt på og banker labben ned på skulderen bagfra, så hårdt man kan.”
”Selvfølgelig, skal vi da ha’ den med. Vi skal også have nogen, der boller i en lade fyldt med hø.”
”Og nogle kendte navne på rollelisten, så vi bedre kan sælge filmen. Også selvom de ikke er med i mere end to minutter sammenlagt.”
”Ja, den er god. Hør, jeg tror for resten, at jeg har Treat Williams’ og Michael Berrymans nummer i mobilen. Prøver lige at høre dem ad…”
Ja, og sådan fortsatte resten af aftenen for den gode hr. Furst og hans ven, som i øvrigt hedder Eric Miller, hvis det skulle interessere nogen. Resultatet, som du jo allerede ved, blev Mask Maker – en, kan jeg allerede nu afsløre, stanggenerisk og ganske blodfattig slasher, der snegler sig af sted det meste af tiden, samtidig med at den låner med arme og ben fra alt, hvad der nogensinde er lavet før. Nu må er det jo ikke fordi, at en slasher ikke må være generisk. Det er, så at sige, alle sammen, men nogle er bare generisk på en bedre måde en andre. Generisk på en unik måde, hvis man kan sige det sådan, men sådan en film er Mask Maker ikke. Bag på coveret står der ganske vist, at den er en hyldest til klassiske slasherfilm som Friday the 13th (1980), The Texas Chain Saw Massacre (1974) og den fremragende The Burning (1980), hvilket selvfølgelig kan forklare den heftige brug af lånte scener, men hvordan man end vender og drejer den, så er der stadig milevidt til ovennævnte klassikere og andre bundsolide indslag i genren som f.eks. The Prowler (1981), My Bloody Valentine (1981), Halloween (1978) og Black Christmas (1974). Fælles for disse er, at de alle som en forvalter deres historier, hvor tynde de så end måtte være, langt bedre, præsenterer seeren for en ”federe” bad guy og, sidst men ikke mindst, har mere effektive drabsscener, hvilket er alfa og omega for en film af denne type.
Alt er dog ikke helt skidt. Skuespillet ligger en del over, hvad man kunne forvente af en billig produktion som denne, og det er rart at se Michael ”Pluto” Berryman i rollen som en butiksindehaver, om end den er ekstremt lille (dette gælder i øvrigt også for Treat ”Dead Heat” Williams, der er med i ca. to minutter sammenlagt). Derudover er der en lille håndfuld godkendte scener hen imod slutningen, hvor Leonard, iført en blodig maske af hud, jagter sine ofre med en økse. Samlet set er der dog alt få lyspunkter til at redde filmen som helhed; en film, der så sikkert som et amen i kirken vil blive indskrevet i genrens annaler som et aldeles forglemmeligt forsøg på en slasher af den allermest klassiske slags.
Er du ny til film af denne type, bør du i stedet hellere bruge din energi og penge på at få The Burning og alle de andre titler, jeg nævnte ovenfor, hjem i samlingen. Er du derimod blot ude efter et godt, gedigent gys og ligeglad med, om det skal være en slasher, tja, så vil du nok være bedre tjent med at kigge andetsteds. For inkarnerede slasherfans vil der være mulighed for at lege ”gæt-en-reference”, så hvis man har lyst til det, f.eks. over en omgang kolde øl i gode venners lag, tør jeg måske godt komme med en forsigtig anbefaling, men lad mig på det kraftigste understrege, at forventningerne bør holdes på et tilpassende lavt niveau.
Billedkvalitet:
Billedet på denne udgivelse af Mask Maker så står rigtig fint og holder en god skarphed filmen igennem. Derudover forkæles vi også med et dybt sortniveau, hvilket er rart, da filmen indeholder mange mørke scener. Desværre har instruktøren valgt at benytte en ret afmættet farvepalette filmen igennem, hvilket, overordnet set, får den til at fremstå ret livløs – et æstetisk valg, som ikke ubetinget falder i min smag. Bortset fra dette, som i virkeligheden ikke har noget med billedkvaliteten at gøre, så har Another World Entertainment, som sagt, leveret en fin udgivelse, hvad billedet angår, og eventuelle betænkeligheder over dette bør på ingen måde afholde nogen fra at investere i filmen.
Lyd:
Dolby Digital 5.1
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken udgøres alene af filmens originale trailer, et sløjt og undværligt slideshow med totalt ligegyldige stillbilleder fra filmen samt AWE’s efterhånden klassiske trailershow, der denne gang måske er knap så spændende, som det plejer at være. Her er, med andre ord, ikke meget at komme efter, selvom lidt vel stadig er bedre end ingenting. Jeg forstår dog ikke, at AWE gider bruge tid og penge på at flikke et så ligegyldigt slideshow sammen, når de kunne have brugt pladsen på nogle flere af de tonsvis af trailers, de har adgang til. Måske AWE-drengene kunne tænke lidt over det til næste gang?
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
