Som du måske tidligere har læst her på Cinemaonline, så er der fokus på udgivelserne af Matrix-efterfølgerne fra 2003. Her skal det handle om den afrundende film i trilogien om Neo, Morpheus, Agent Smith, The Twins og hvad de nu allesammen hedder. Omdrejningspunktet er maskinernes hastige fremmarch mod Zion, og vores helte må forberede sig på den altafgørende dyst.
Klimaks skulle være på sit højeste, men det helt store sus, som ikke mindst Matrix Reloaded lagde op til, udebliver. Bevares, Revolutions er stadig en god film, og Matrix-trilogien stadig banebrydende, men underholdningsværdien og sammenkædningen af de mange plottråde er lidt træg. Med andre ord, Revolutions kan ikke helt leve op til fordums styrke. Jeg kan sagtens allerede nu afsløre at udgivelsen her får 4 stjerner, for det er desværre et skridt ned fra Reloaded, selvom jeg er udmærket klar over at man også kan vælge at se det som en samlet enhed.
Dog er scenografi og effekter stadig helt uovertrufne, og man kan ikke undgå at blive fascineret af det henrivende miljø som skelner mellem fantasi og virkelighed. Matrix-universet har uden tvivl stået fadder til adskillige af de sci-fi-klassikere vi siden har kunnet hylde. Idéen om denne parallelle verden vil fortsat gøre eventyrlystne filmfreaks opstemte, og 4K-formatet stadfæster blot dette. Det er altså blot et lidt mindre saftigt manuskript og omsætning som gør forskellen for Keanu Reeves og co. gør fortsat deres bedste for at holde godset på vognen.
Isoleret set bør Matrix-trilogien stå i enhver filmsamling, og såmænd alene på grund af Neos vanvittige nævekamp mod Agent Smith, gør Revolutions værd at se. Som nævnt er der samlet set 4 stjerner til denne udgivelse, som også byder på kommentarspor, featurettes og en skrevet introduktion fra Wachowski-brødrene. God fornøjelse til såvel nye som gamle seere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.